Danske Studier 1910

184 KULTUR OG FOLKEMINDE«
havde intet undersøgt af Det store kongelige bibliothek, eller set til bunds
i Békmentafjelagets samling". Ved et ophold i København 1904 fik han
dog længere tid end for og fik ransaget bogsamlingerne bedre. „Derfor
kan håndskriftet siges at være fuldt færdigt fra min hånd med foråret
1904".
Hvorledes udg. har dygtiggjort sig til at behandle dette mangesidige
stof, ser man ikke af hans beretning.
Det fremgår kun, at han ikke har kunnet finde nogen plan at
ordne indholdet efter, og han har derfor grebet til den udvej at udgi
det i tre grupper: 1) hvad der stammer fra håndskrifter, 2) fra trykte
bøger, 3) egne optegnelser. Når man dernæst ser, at bøgerne er ordnede
efter trykår og håndskrifterne efter nummerfølge, så forstår man at
en sådan udgave kan komme til at se lidt broget ud, f. eks. følgende
lige efter hinanden : »
S. 138 (AM 687 4°): latinsk Mariahymne med tvesang, hskr. o. 1500.
S. 141 (AM 723 4°): islandsk Mariedigt af navngiven forfatter o. 1700.
S. 143 (AM 792 4°): latinsk messetekst, 15de årh.
S. 145 (AM 28 8°): skånsk lyrisk strofe, o. 1300.
S. 146 (AM 70 8°): latinsk (og danske) Mariaviser, 15de årh.
S. 147 (AM 80 8°): latinsk messetekst med tvesang, fra Munketverå
kloster 1473.
Allerede af denne prøve vil man kunne se, at det er vanskeligt at
sige, hvad udg. forstår ved „islandske folkemelodier". Det viser sig, at
et håndskrift ingenlunde behøver at have nogetsomhelst umiddelbart med
Island at gore, for at optages i lslenzk I'joolog. Undertiden er begrundelsen
forholdsvis god, som når et nodeblad med Hellig Olafs og Hellig
Halvards hymner betegnes som „muligvis islandsk" (og udg. finder en
støtte for dets islandskhed i at en norsk videnskabsmand som prof.
Daae i hans „Norske helgener" ikke har kendt det!). Derimod er den
skånske strofe medtaget „ikke fordi jeg regner den for særlig islandsk",
men fordi den er „gammel og mærkelig og fordi den findes i Arne
Magnussons samling" (!). Atter for andre fremgår oprindelsen kun deraf,
at de indeholder latinsk og dansk tekst; og atter ved andre, som kun
indeholder latinsk, lader udgaven os ganske i stikken med hensyn til
deres oprindelse.
Lige så famlende som ved nationaliteten synes udg.s begreb om „folkemelodier"
at være. Der findes en mængde latinsk kirkesang indimellem,
også sådant der blot synes at være gregoriansk sang med nytestamentlig
prosatekst. Udg. synes stadig at gå ud fra at det er islandske melodier
(hvis håndskriftet er islandsk), der af Islændinge er førte i pennen;
men han oplyser ikke sine læsere om, hvorfor det ikke skulde kunne
være fremmede melodier, der er afskrevne til brug på Island. På
samme måde med de over halvthundrede sider, der er aftrykt efter
salmebøger; man får ikke anden oplysning end at udg. har forbigået de
melodier, der fandtes i Jespersens danske Graduale fra 1573, men med-