Danske Studier 1910

DANMARKS HELTEDIGTNING 195
Hævn og dermed afbryder den Forsoning mellem Danerne og Hadbarderne,
som skulde iværksættes ved, at Ingeld ægter Hrodgars Datter. I
„Ingjaldskvadet" er dog sket den Forandring, at den, der ægges til Faderhævn,
er Ingjald selv, og at Hadbarderne gores til Daner, medens de
oprindelige Daner nu bliver Saksere.
Der foretages en indgaaende Undersøgelse af Ingjaldskvadets Indhold,
og der gores Rede for, hvad Digtet fortæller, og hvad det ikke fortæller,
idet det gælder om ikke til det foreliggende Kvad at overføre Forestillinger,
der kendes fra andre Kilder, men ikke findes i dette. Starkad er
den typiske stærke Kæmpe, Udtryk for Forfædrenes krigerske og haardføre
Liv; men han optræder i Ingjaldskvadet kun som Deltager i de
gamle Kongers Krigerfærd, ikke som selvstændig Kæmpe med særlig Daad.
Det bliver en følgende Digtnings Sag at skaffe Starkad de personlige Oplevelser.
For Ingjaldskvadets Digter er Hovedsagen at faa sit eget Livsindhold
frem: en kraftig Formaningstale til sin egen slappe Samtid og
et Billede af den mandige Fortid med Hirdens Troskab mod Kongen og
det hærdende Vikingeliv. — Det vises, at saadanne Toner hører naturligt
hjemme i Harald Blaatands Tidsalder. Maaske er Harald Blaatand selv
— i hans Stilling over for den ny Sæd og Tyskland — Forbilledet for
Ingjald.
Ingjaldskvadet fremkalder Digtning efter Digtning med Starkad som
Hovedperson, — forst Helgakvadet, hvor Starkad vækker Kongedatteren
til Følelse af sin Værdighed, ligesom han i Ingjaldskvadet har ægget den
unge Konge til at øve sin Pligt. Ogsaa Helgakvadet tager Sigte paa sin
egen Tids Letfærdighed. Og dog har hvert af de to Digte sit særlige
Liv og sin Tanke. I det yngre Digt har Starkad et Ry og en Myndighed,
— som han tydeligt skylder sin Besyngelse i det ældre Digt. I Følge
sin Optræden i Ingjaldskvadet gores Starkad i Helgakvadet til Kongedatterens
Fosterfader.
Slægtskabet mellem de to Kvad er saa tydeligt og saa nært — ogsaa
i den ydre Bygning —, at det yngre maa være en Nyskabning baade i
Form og Indhold med umiddelbar Tilslutning til Ingjaldskvadet. Og
der kan ikke — som Forf. mener S. 55 — ligge en Prosafremstilling til
Grund for Helgakvadet.
Helgakvadets Kulturpræg vidner om, at det ikke er meget yngre end
Ingjaldskvadet.
Det næste Led i Digtningen om Starkad er Prosafortællingen om
hans Kamp paa Heden, hvor han fælder Angantyr og hans Brødre.
— Her holder Starkad ikke, som i de alt nævnte Digte, Forfædrenes Dyd
frem for en blødagtig og letfærdig Slægt; men han søger at virke ved
sit eget Eksempel, ved sine egne Beviser paa Kraft og Hærdelse. Denne
Fortælling bygger paa Helgakvadet; Forudsætningen er det fortrolige Forhold
mellem Helga og Starkad, som findes i det. „Det er kendeligt, at
Starkad her har fortsat den Vækst, hvis Begyndelse vi har kunnet følge
i Beowulf, Ingjaldskvadet og Helgakvadet. Nu er han paa en ganske
anden Maade bleven Hovedperson". — Fortællingens Tilblivelse sættes
til Tiden 980—1050.
13*