Danske Studier 1910

GEFION
AK
AXEL OLRIK.
I. Pl6jemyten.
Intet æmne fra den nordiske myteverden har været så taknemligt
for den kunstneriske fremstilling som Gefion der med sit
firspand af øksne plojer Sjælland ud af det faste land. Men for
myteforskerne er det et af de fattigste og dunkleste.
Så meget er klart. Gefionskikkelsen er i hoj grad denne ene
myte; og af dens forståelse må opfattelsen af hendes væsen afhænge.
Den ældste kilde, hvori den møder os, er Brage den gamles
digt fra 9de årh. om billederne på det skjold, som kong Ragnar
Sigurdson havde givet ham. På skjoldet så man billeder af Thors
fiskedræt, Jarmunriks fald, Hedins og Hognes tvedragt, — og Gefion
med hendes øksnespand: „Gefion drog, glad ved guldet, Danmarks
øgning bort fra Gylfe, så rask at der stod damp af trækdyrene;
okserne havde fire hoveder og otte ojne, dær de gik for
græsgang-øens brede brudstykke af land."
Ældste vidnesbyrd er altså egenlig ikke Brages digt, men det
for Ragnar Sigurdson forfærdigede billedskjold. Efter navnet at
domme har han været en vikingekonge, der hørte til den danske
kongeæt; senere sagn eller snarere gætning betegner ham som den
beromte Ragnar Lodbrok. Den ældste fremstilling fører os altså
tilbage til en dansk hjemmelsmand; og dette er efter mytens indhold
naturligt nok. — Om kvadets ægthed er der i vore dage rejst
tvivl, men næppe af overbevisende art 1 .
1 Bugge, Bidrag til den ældste skjaldedigtnings historie (1894); jf. F. Jonsson
i Årb. 1895, 271 ff. — Tekst og oversættelse af Brages kvad: F. Jonsson, Den
norsk-isl. skjaldedigtning, B s. 3.
Danske Studier 1910. 1