Danske Studier 1910

TIDER OG TYPER
Øjekast staar nu ganske vist de to Mænd som saa absolute Modsætninger,
at det næppe er til at begribe, at den samme Tid har fostret dem begge,
men den har jo faktisk gjort det, og der maa vel altsaa findes det i
Tiden, som er den Generalnævner, hvori begge gaar op. Jeg mener,
dette findes i Kampen mod det gamle. Thi Brorson er saa ivrig
som nogen i at udrense den gamle Surdeig. Naar han udsender sine
forste smaa Salmehefter, er det ikke, som A. D. Jorgensen mener, fordi
han forargedes over, at danske Mennesker sang tyske Salmer i Kirken,
selvfølgelig ikke! Hvad han forargedes over, var, at det ældgamle H ed
en sk ab endnu levede i saadanne barbariske, ukristelige Skikke som
Julestuer o. desl. Ihukommende Kristi Ord nojes han ikke med at arbejde
paa at uddrive den onde Aand ved Prækener og Forbandelser;
han vil fylde Menneskenes Hjerter og Hjem med Psalmer og Lovsange.
Derfor udsender han sine Smaahefter, af hvilke det forste indledes med
en klar Tilkendegivelse af Formaalet: „ Bort, Verdens Juleglæde!
Bort, syndig Legestue! Bort, Syndens Natteveje, som man tilforne
gik! hver hjælpe at udfeje den gamle Juleskik!" hvorpaa følger det vidunderlige
lille Knippe Sange, med „den yndigste Rose" som den ypperste
Blomst. Men som det ses, Brorsons Maal er i Virkelighegen det samme,
som Holberg en halv Snes Aar for arbejder for med sin „Julestue".
Maalet for dem begge at fordrive den gamle Surdej — Brorson kaldte
den den hedenske, Holberg vilde vel have kaldt den den gotiske; kun vil
den ene fordrive den med Psalmer, den anden med Maskerader. Maalet
naaedes — der er nu maaske dem, der vil sige at det lykkedes altfor
vel! Heldigvis gemte Midlerne en Evihgedsværdi, som vi den Dag i Dag
nyder godt af.
Jeg ser i disse Angreb paa det gamle folkelige en af Tidens
Hovedstrømninger, ja egentlig Hovedstrømningen, litterært set; men andre
Momenter kommer selvfølgelig til, og der er ikke faa Antydninger i selve
Vilh. Andersens Holbergskildring, kun er de ikke samlet til et helt Tidsbillede.
Men hvad gor det, at Baggrunden falder lidt ubestemt, naar
den Personlighed, der tegner sig paa den, Holberg selv, er udført med
saa stort et Mesterskab, mejslet saa fast og klart, at vi ser ham, som
han aldrig er bleven set for?
Typen, det er Vilh. Andersens Domæne, hans Amerika, som G.
Brandes kalder det. Snart i blotte Omrids, snart i gennemarbejdede
Malerier faar vi en Række Personligheder stillet lyslevende for Øje. Men
Lyset falder ikke ligeligt over dem. Det er ikke enhver Skikkelse, men
den typiske Skikkelse, der har hans Interesser. Ikke Spiren, den gronne,
uudviklede, den som har de mange Muligheder, men ogsaa den Skæbne, at det
meste aldrig bliver til andet end Muligheder. Heller ikke det udgaaende,
det som alt bærer Dødsspiren i sig og har Uroen over sig, fordi det
føler den ny Vegetation brede sig og true med at overvælde det. Over
begge er der noget vaklende, noget vist meningsløst, der ikke tiltaler
Vilh. Andersen. Nej: det fuldt udviklede Exemplar, hvor alle de Muligheder,
der havde Livskraft, er naaet til Blomstring og Frugt, hvor
Saften stiger op og ned i usvækket Strom, det fryder hans Sans, det er det
Cl