Danske Studier 1910

134 FRA SPROG OG UTERATUR
follæ) således er a blevet o i sællandsk foran Id (men hvorfor kun i
dette ene ord?). Da oldgarth imidlertid rummer flere gåder, skal vi se
lidt nærmere på dette ord. Det forekommer som nævnt i tre former af
sæll. 11., og det skrives de to andre steder uden d (V. 1. 2. 33 ollgarth,
Orb. ollgævthi). Desværre ved hværken fru J. eller jeg, hvorledes det
skrives på de to pågældende steder i det jævnaldrende håndskrift Sth.
G 39, men jeg gætter med stor sandsynlighed på, at det også dær er
uden d. At sætte ordet i forbindelse med vn. aldingarår går næmlig
ikke an; hvor er i så fald stavelsen -in — bleven af? Desuden viser forbindelsen
både i Er. 1. og endnu tydeligere i Vald. 1. (orb.), at ollgarth ikke
kan ligge hjemme ved beboelseshuset, men må være noget fjærnere end lægarth,
fægarth, mylnce og fiehus, da der er lavere bøde for at stikke
ild i den end i disse. Dette henviser dens beliggenhed til udmarken, som
i Er. 1. 2. 54-, 56, 57 hedder ollandæ og endnu hedder old i en mængde
sællandske egne (Lonholt ved Fredensborg, Skibby og Bonderup i Horns
herr., Holbæk [allerede nævnt 1549, Kalk.], Gævninge v. Roskilde, Svineold,
Hoppeold, Oldgård, Valsølille v. Ringsted, Fodby v. Næstved), og
som kendes i stednavne fra Jylland (Oldager v. Skærn) og fra Fyn (se
Kalk.) og i Halland og Småland i sammensætninger som ollmark, ollbacke
(Rietz 789). Det synes at være en sideform til vall (vn. vqllr), med udpræget
sydskandinavisk udbredelse og Sælland til midtpunkt. Men hermed
falder hele fru Jacobsens i forvejen yderst skrøbelige bygning, og
den vinder intet ved yderligere anvendelse i det følgende.
Dærnæst f og u. Dersom der havde været nogen mulighed for
mig eller andre til at finde en forklaring, der var bedre end den af N. M.
Petersen givne, skulde vi nok have grebet den. Parallellen med nedertysk
er jo så håndgribelig, at vi ikke har kunnet undgå at se den, og
når vi ikke har kunnet slå os til ro med den forklaring, fru J. giver
i § 115, beror det ikke på, at vi ikke har tænkt på den, men på at vi
har fundet den umulig. Hvad der taler for fru Jacobsens forklaring er
den gennemførte skriftbrug (og intet andet). Hvad der taler imod den,
er ikke alene, som fru J. nævner, at lyden i nydansk er den samme
allevegne, og at lydtegnet er det samme i vestnordisk (og i danske
runer, Runehdskr. af Sk. 1. medregnet), men også det, at f foran stemt
medlyd og i udlyd og u foran selvlyd har samme oprindelse. Der
er slet ingen forbindelse mellem den gldanske vekslen f: u og den olddanske
vekslen F : B på runestenene. I ord som stufn, hafn, ofn, aflæ,
gafl hafræ, hafthæ, hofthæ, der har lige så regelfast /' i dansk ved år
130 0 som de andre med f, har medlyden været stemt fra urnordisk
tid af, har, ligeledes fra urnordisk tid af, stået mellem to stemte lyd, og
er stemt i nydansk, så vidt den da ikke er bortfalden. Det vil være
umuligt at give nogen blot antagelig forklaring af, hvorfor gnidningslyden
i denne stilling nogensinde skulde have været ustemt (især da
nanæn, anælæ, houæth også findes). Havde f, som i nedertysk, været
indskrænket til udlyd og stillingen foran ustemt medlyd, skulde jeg ikke
et ojeblik betænkt mig på at give samme forklaring som fru J.; hvor
stærkt jeg har været fristet i denne henseende vil kunne ses i Kort ov. d.