Danske Studier 1910

MOLHECH OG BREDAHL 53
det hele vil Tredjemand faae det Resultat ud: at vi falde alle i mange
Stykker.
At De er misfornøiet med min Erklæring angaaende literaire Audienser
og Smuglerier er i sin Orden; men jeg veed ikke, hvorledes De
faar en „Trusel" ud af min „Bebudelse" om at ville offentliggjøre Deres
Adfærd imod mig. Saavidt jeg erindrer føiede jeg til som en Betingelse,
hvis Omstændighederne byde det; dernæst: at jeg ikke vilde snige mig
bag paa Dem. De veed jo selv, at Skjenden og Skjelden ud, med deres personlige
Charakteristiker, under Navn af „Kunstkritik" dreve og drive deres
Spil saavel i Dagbladene som udenfor, medens den ægte Kunstkritik er —
jeg troer: paa de lange Reiser. Nu tænkte jeg, at en eller anden anonym
„Kunstdommer" kunde faa i Sinde i et eller andet Blad at charakterisere
Ds. Vbaarenhed, og at De kunde troe,- at Skarnstykket kom fra mig, der,
saavidt jeg kan forstaa, seer Dem ud til allehaande. Ifald De fik i Sinde
at svare paa mit „uartige" Brev, kunde hin Bebudelse tillige advare Dem
om betids, at jeg vilde offentliggjøre Deres Svar, og De kunde da indrette
Deres Svar derefter — en Forsigtighed jeg ikke har iagttaget. Det ved
Vorherre, at jeg aldrig har indbildt mig at kunne skræmme Dem, men
det ved Vorherre ogsaa, at jeg ikke lader mig skræmme af Deres bebudede
„Charakteristik" — en Bebudelse, jeg med langt bedre Grund kan
ansee for en Trusel mod mig end De min Bebudelse for en Trusel mod
Dem. Men kom kun med Bussemanden '.): „Charakteristiken" forstaaer sig.
Jeg skal der spille en ynkelig Rolle bebuder De mig; men troe for alting
ikke, at De er den eneste Danske, der forstaaer den Kunst at „charakterisere"
! Hvo kan vide om ikke en eller anden er i Færd med at samle
Bidrag til en Charakteristik af danske Kritikere, og da kunne disse to Gharakteristiker
jo kjønt følges ad. Hvad om nogen blot f. E. anstillede en
Sammenligning imellem Deres critiske Ytringer om Thaarup som Digter
og Theaterskribent og imellem Deres senere æsthetiske Anskuelser (ej engang
at tale om Deres alfor utilbørlig udstrakte Ros over det nærværende danske
Theaterrepertoire); hvad vilde der komme ud af en saadan Sammenligning
monstroe? Saa vidt jeg og mange flere kunne skjønne, blev Udbyttet ikke til
Fordel for Dem som Critiker, men mange vilde maaskee overtydes om, at
De havde fornægtet Deres forrige æsthetiske Tro og var bleven en Proselyt
paa Deres gamle Dage.
Hvad vil Ds. Vbaarenhed med den „Ære at være" min „Velædelheds
ærbødige Tjener"? At De ingen „Ære" kan finde heri, veed jeg jo nok; men
De kan, mener jeg, ikke engang ville synes at være min „ærbødige Tjener",
selv for Spøg. Derimod er De en Mand, hvis Kundskaber, Flid og Arbeid-