Danske Studier 1910

NORDISKE OG TYSKE BØNDERGÅRDE 117
over bøndergårde på Als fra 174-7 (i Rigsarkivet) nævnes rummene i
hvert fald i følgende orden: Salshus, stald, og lo ved salshuset; et enkelt
sted hedder det: salshus, stald, og korshus ved nordsiden af stalden.
Selv på enkelte større gårde i Nordslesvig fandtes stalden i samme længe
som beboelsesrummene; på den kgl. „pensiousgård" Refsø (hørende til
domænegodset i Haderslev amt) bestod ifølge invenlar af 1735 (i Rigsarkivet)
„vane- eller salshuset, med fæ- og kornhus, som kaldes hermands
stald og ved vånehuset er ibygt", af ialt 30 fag; deraf 5 fag
salshus, 4 fag til svende- og drengekamre, hestestald m. m., (> fag til
hestestalde, 15 fag til fæhus 1 . Og på Rødding „pensionsgård" i Haderslev
amt nævnes 1704 et vånehus på 20 fag, nemlig 3 fag stue, 5 fag
køkken, 4 fag baghus med ovn og skorsten, 2 fag svendekamre, 6 fag
oddel (o: kostald). Det må tilfojes, at de andre samtidige inventarer
over domænegårde i Haderslev amt aldeles overvejende viser den treeller
firlængede gårdtype, og at det altså dengang hørte til undtagelserne
at de større gårde heroppe i Nordslesvig var byggede i én længe eller
endog blot havde stalde i salshuset; på de mindre gårde var dette derimod
det almindelige, dog således at laden oftest var en særskilt bygning
2 . Her støder vi således atter på den ovenfor fremhævede forskel
mellem den mindre enlængede og den større firlængede gård, hvormed
dog ikke skal være sagt, at man uden videre tør udvide denne i Nordslesvig
typiske forskel til også at gælde for det øvrige danske område.
Forf.s følgende hovedafsnit handler om „den urnordiske sal og overgangen
fra sal til stue". Forf. fremstiller først sagatidens bygningsskik
i nøje tilslutning til Vallyr Guumundsson og gør rede for de tre beboelseshuse,
der fandtes på hver noget større gård: stue, ildhus (omtrent =
køkken) og skåle (sovesal), og hvortil der sluttede sig et eller flere bure
eller boder. Dernæst går han over til Eddakvadenes sal eller hal, hvis
navn især på jydsk, også sønderjydsk, har holdt sig som betegnelse for
beboelseshuset (salhus, sals), og dvæler vidtløftigt ved betydningen af de
ord der betegner dette rums indre udstyr: flet, gulo og bænk. Forståelsen
af de lo sidste glosser frembyder ikke større vanskeligheder, da de
har holdt sig i de nordiske sprog til vore dage uden afgørende ændringer
i betydningen. Flet er derimod forlængst udslettet af de nordiske
folkemål; ordet synes at have betegnet en art overgang eller mellemting
mellem de to andre, en bred forhojning langs væggene, særlig langvæggene,
hvorpå bænke og borde kunde stå, og som også i sig selv
kunde bruges til sidde- eller liggeplads. Flet har rimeligvis ofte ligget i
hojde med det omgivende jordsmon (og i så fald snarest været af stampet
ler), hvorimod gulvet (med langildene) har været gravet lidt ned i
jorden. Når Sakse (Mullers udg. s. 722) ved skildringen af blodgildet i
Roskilde 1157 fortæller at kong Knud Magnussøn bredte sin kappe på
jorden (in terrum) og indbød Thetlev til sæde derpå, må man sikkert
netop tænke sig denne scene foregå på et sådant flet langs kongehallens
1
Disse sidste 15 fag var dog tilbyggede efter 1682, da der i et inventar
fra dette år udover de 5 fag salshus og de 4 fag olkamre m. m. kun nævnes
6 fag som kaldes følstalden.
! P.Lauridsen i Hist. Tidsskr. 6. R. VI s. 82ff.