Danske Studier 1910

12 AXEI, OLRIK
Sjælland? Foreløbig står kun fast, at sagnets sammenhæng med
Mælaren er meget svagere end med Sjælland, og vistnok er uoprindelig.
Men også andre kilder vidner mod hans rolle som svensk
konge. Da Tjodolf fra Hvin i slutn. af 9de årh. samlede stof til
sit Ynglingatal, har han ikke optaget Gylfe i rækken, skont han
ikke synes at have været knap i valget af hvem han medtog. Da
Snorre senere bearbejdede det samme stof, havde han ingen anden
udvej end at bosætte ham forud for asernes indvandring; men
slipper vi de islandske forfatteres teori om gudernes indvandring
(et skyldigt offer til middelalderens euhemerisme), vil en konge
ældre end rigets guddommelige oprindelse være en sær ting. Hertil
kommer yderligere, at Gylfe efter sin hele beskaffenhed slet
ikke er noget menneskeligt navn. Dets oprindelse må langt snarere
søges indenfor det mytiske.
Der kan næppe være tvivl om at Gylfi er nær i slægt med
en række ord, der alle grupperer sig omkring betydningen „at
bruse": norsk gjelv, m. bølgegang; oldn. gjalfr, i. havbrus, hav
(digterisk); osv. Gylfi forudsætter et urnordisk * Gulf-ja(n), hvor
-ja(n) betegner den handlende person; altså „den der lader bruse"
eller snarere bestemtere „den der lader havet bruse" 1 .
Sproghistorisk hører et sådant navn (med „lavtrin" i selvlyden
som følge af den betonede endelse) til det ældgamle ordforråd,
måske endog opstået inden den gotiske „udlydslov" gjorde sig
gældende.
Navnet Gylfe („havbruseren") svarer til andre benævnelser på
havherskeren: Ægir (egl. „havmanden"), Hlér („brus"), Gymir, Hymir,
— der alle efterhånden fæstnedes som bestemte episke skikkelser.
Vi mangler i vore kilder ikke helt vidnesbyrd om Gylfes forbindelse
med havet. Skjaldene kalder havet for „Gylfes vej", skibet
for hans „hest" eller „ren" 2 . Af den „svenske" konge Gylfe
kan disse benævnelser ikke afledes. Den senere islandske tradition
betegner dem som opkaldelser efter en „søkonge" Gylfe; og det
er muligt at allerede det 10de årh.s skjalde har været af samme
mening. Men „søkongenavnene" var et pulterkammer, hvor man
1
Kluge, Nominale stammbildungslehre § 12 ff. — Jf. endvidere mnt. gelve,
nederl. golf, bølgegang (Tamm, Etym. ordbok 228; A. Torp i Fick, Vergl. worterljuch
III* 132); samt norsk elvenavn *Gjolf (i stedn. Gieluanes; Rygh, Norske
elvenavne 70).
s Gustr skaut Gylfa rastar glaumi su8r fyr Aumar (Sn. Edda
I 442,1: Tord Sjårekson i beg. at Ilte årh.); Fms II 205; Njåla k. 102; yngre
eksempler hos Egilsson, Lex. poet: gylfi, gylvi, gilve.