Danske Studier 1910

CKK10N 7
øksne omskabte sonner, af hele Sjællands udplåjning, og af at
landet drages ud i havet. Når vi ser, hvor nær der er fra sagnets
stedfæste, Sjælland, til den jyske halvø, synes det afgjort rimeligt,
at det er det jyske plovsagn, der har skabt eller tildannet Gefionmyten.
Ti plejningen hører sikkert til i menneskeverdenen får den
lader sig omsætte i gudemyte.
Man kunde også tænke, at det blot var den samme skik, der
havde sat sig spor i de jyske sagn og i Gefion-myten uafhængig
af hinanden. At der forekommer kvindelig plovkører — hvad der
ikke svarer til nogen gængs virkelighed — vilde man da vel forklare
som sammenblanding med en anden skik, som vi også kender
af sagn fra de nordiske lande og andensteds: at kvinden
får så megen jord som hun kan gå omkring på én dag.
Den findes som sagn i selve Sønderjylland: en herremand i Frørup
(ved Haderslev) „skal have givet sin datter så meget land,
som hun på én dag kunde gå omkring, hvorpå hun da har indgået
al Roj mark, — hvilket skal være årsagen til at Frørup nu
må søge sine jorde så langt borte, da Roj derimod har sine i nærværelsen"
(Danske Atlas VII 148). Ligeså i Harzen: hertugen af
Brunsvig skænkede en ridderfrue så meget af skoven, som hun på
én dag kunde omgå. Mærkeligst er dog beretningen i den gamle
islandske Landnamsbog om en tildragelse fra o. 900: „Asbjørn
døde i havet på udrejsen, men hans kone Torgerd og deres sonner
kom til Island. Men det var overleveret, at en kvinde ej
måtte tage land videre end hun kunde føre en to vintres kvie, et
halvt stålskoet og velplejet nød, på en vårlang dag mellem tvende
solefald. Derfor ledte Torgerd sin kvie fra Toftefjæld, lidt fra
Kviåen, sydefter og vestpå til Kidjaleit ved Jøkulsfjæld"'. ' Denne
skik kan have øvet sin indvirkning på plovsagnene. Forøvrigt
synes der i de nordeuropæiske lande at være en almindelig lyst
til at fremstille kvinden i djærv og mandig gerning. Indenfor den
kres af sagn, vi her sysler med, giver den sig udslag i fru Mette,
der frelser kongens liv og får plovlandet i gave, i Geflon der plojer
hele Sjælland ind, og i det engelske sagn om fruen der rider hele
strækningen langs landevejen ind til sine bysbørn.
Gefionsmyten har altså sit udspring i plojeskik, og rimeligvis
også i plojesagnene. Enestående er det blot, at det er en guddom
der plojer, og at plojningen derfor fører til så kæmpemæssigt
1 Landnåmubok (udg. 1900 s. 98).