Danske Studier 1910

186 KULTUR OG [•'OLKEMINDKH
Der er desværre grund til at sige dette, og sige det med nogen
skarphed; ti få bøger fremtræder med tilsyneladende storre støtte af de
sagkyndige videnskabsmænd. Blandt mange rosende udtalelser findes f. eks.
en udførlig anbefaling for dens trykning fra professor Angul Hammerich,
og korrekturen på tekst og melodier er læst henholdsvis af professor
Finnur Jonsson og af en af vore grundigste musikhistorikere. Skal vi
forstå dette således at de har påtaget sig ansvar for pålideligt aftryk af
de pågældende gamle håndskrifter? eller har de blot ansvaret for at udgaven
stemmer med trykmanuskriptet? Og har de lærde, der gav anbefaling
til trykning af samlingen, ment at der forelå et virkelig trykfærdigt
manuskript?
Det kan efter de foreliggende udtalelser være, at disse mænd har
påtaget sig ansvaret for udgavens pålidelighed, og det kan være lige det
modsatte. Men enten det forholder sig så eller så, må dog udgavens
store svagheder falde i ojnene for enhver der beskæftiger sig lidt med den.
Det er elskværdigt af de lærde, at de har støttet udgiveren til at fuldføre
sine studier og siden til at få udgaven frem. Men havde de ikke gjort
ham en meget storre tjæneste ved rent ud at sige til ham, at han manglede
nogle af de forste og nødvendigste egenskaber for at kunne optræde
som udgiver af et mangeartet videnskabeligt materiale?
I så fald havde vi sikkert fået udgivet en ganske anderledes.fortræffelig
bog, Bjarne Thorsteinsons egne optegnelser; og bogen havde
ligeledes svaret til sit navn „Islandske folkemelodier".
Der vilde tillige være sparet en hel del penge, som er ofrede på et
uordnet aftryk af gamle håndskrifters indhold. Ja hvem véd, om ikke
selve udgiveren, gjort opmærksom på sin svaghed, i tide havde tilegnet
sig en god del af den almindelige metode og af de kundskaber om folkedigtning
og ældre musik som han nu savner, — det kunde have sat ham
i stand til at kaste meget af sit overflødige gods over bord og at vise os
hvad der var det ægte islandske stof og dets ejendommeligheder?
Sagen har ikke blot ærende til den videnskabelige verden, men også
til dem der uddeler de offenlige understøttelser. Den der optræder som
udgiver af et omfattende nationalt kildestof bor kunne fremlægge vidnesbyrd
om at han virkelig magter en udgave og de dertil hørende videnskabelige
undersøgelser. I en tid hvor man overalt ellers agter den
faglige sammenslutnings udtalelser, b6r man gore sig klart at noget lignende
er ret i videnskaben. Vi kan minde om hvorledes „Selskabet til
udgivelse af historiske kildeskrifter" gennem 30 års arbejde — til dels
under kamp med ansete ældre forskere — har gennemført ensartede
og rigtige grundsætninger i kraft af den strænge indbyrdes kritik. At
„Samfund til udgivelse af gammel nordisk literatur" har virket for et
lignende hqjmål i udgivelse af gammel literatur. Jeg nævner indenfor
folkeminderne foreningen „FF", der ad en anden vej virker til det
samme: den sætter sit stempel på de arbejder der fortjæner at fremhæves
som mønstergyldige; iblandt dens „Publications" er også musikudgaver
som Thurens fortræffelige „Folkesangen på Færøerne" og Launis'
lappiske melodier. Var det ikke et rimeligt krav at stille, at enhver mere