Danske Studier 1910

ISLANDSKE K0I.KEMKL0D1FH 185
taget dem „som jeg ikke véd hvorfra stammer". Havde det ikke været
nyttigt at undersøge nogle flere danske og tyske salmebøger, inden man
udgav dette som „islandske folkemelodier"? Og nar alt det, her aftrykkes,
er de islandske „folkemelodier", hvori bestod da den gamle tids
kunstsang V
Toppunktet af mærkeligt stofvalg nås dog ved det sidste nummer
blandt de trykte høger. som er intet andel end Laubs „Danske folkeviser
med gamle melodier" (D: 1ste hæfte, 1899; det senere kender
udg. ikke), hvoraf udg. har medtaget 10, underlagte islandsk tekst, med
den begrundelse at det er „levninger af melodier, som har gået over
hele Norden (også Island) langt tilbage" ; „hvis disse ti melodier blev
udgivne særskilt, kunde denne bog godt kaldes: Islandske folkeviser med
gamle melodier". Rent bortset fra det dristige i at lægge vilkårlig valgte
islandske tekster under danske melodier og så optage dem i en islandsk
samling af folkemelodier, røber udg. her, at han ikke har anelse om
hvad Laubs melodier er: rent kunstneriske forsøg på at genskabe melodierne
i oprindelig stil, som det er vanvid at gore til numre i en videnskabelig
kildeudgivelse.
Muligvis er udg.s altryk af de enkelte stykker pålideligere end hans
stofvalg og ordning. Det vilde være interessant at få en fagmands udtalelse
herom, f. eks. om de gamle melodier er pålidelig omsatte i moderne
nodeskrift. Men til nutidens almindelige grundsætninger for videnskabelig
kildeudgivelse svarer de i hvert fald ikke. Man finder f. eks.
Berggreens nielodiredaktioner aftrykte uforandret, skont der i København
var den letteste adgang til at efterse de originale håndskrifter. At alle
der har beskæftiget sig med disse sporsmål, har advaret stærkt mod en
sådan brug af denne udgave, er udg. ukendt; han synes overhovedet ikke
at kende til hvad det sidste slægtled har udrettet med folkedigtning eller
med ældre musik. Endvidere ser man, at en del af de aftrykte numre
forekommer i liere af de nyttede håndskrifter; men hvilke det er, får man
ingen pålidelig oplysning om, ej heller hvorvidt de indeholder læsemåder
af nogen interesse eller node for node stemmer med den aftrykte tekst.
Hojst betegnende er den udtalelse, at udg.s håndskrift forelå færdigt
i foråret 190-i, efter at han havde fået understøttelse til det forste længere
studieophold ved finansloven 1904-, og at han siden kun har gjort
smålilfojelser. Udg. har endt sit arbejde netop på det tidspunkt, hvor
for andre det egentlige udgiverarbejde begynder. Derfor er resultatet
blevet den hojst kuriøse bog der foreligger, som man må gå 100 år tilbage
i tiden for at finde sidestykke til.
Hermed er naturligvis ikke sagt, at den fra forste til sidste blad er
værdiløs. Den indeholder jo Bjarne Thorsteinsons egne indsamlinger, der
fylder hele bogens sidste halvdel og redder den uddøende islandske folkeoverlevering
fra en glemsel, der truede den hårdt. Og den indeholder
rundt omkring stykker, som den der beskæftiger sig med nordiske folkemelodier
vil finde frem og vide at skatte hojt. Men for dem der ikke
i kyndighed står over udg., er den ikke blot en vildsom men også en i
hoj grad vildledende bog.