Danske Studier 1910

50 O. THYREGOD
da vilde appellere til Publieum paa den sande og rigtige Maade; eller at
De] da tillige vilde offentliggiøre de rette Documenter og Anledningen til
bemældte „Adfærd" nemlig de 5 dramatiske Værker, hvilke jeg for min
Deel anser for ganske ubrugelige til Opførelse paa det kgl. Theater. Jeg
har den Ære at undertegne mig
Saaledes slutter Koncepten — uden Underskrift og uden yderligere
Agtelsesbevidnelse. Bredahl kunde dog ikke tie til dette Brev, men svarede
med en skrap Skrivelse, hvori hans Trang til indtrængende Forklaring,
hans Beskedenhed og Retsind ikke fornægter sig. Brevet lyder:
Damsgaard d. 24. Decb. 1836.
Ds. Vbaarenheds Skrivelse til mig af 19de Decb. d. A. (hvilken jeg
først modtog Fredag Aften d. 23., og hvis Indhold formodentlig endnu er
Dem i frisk Minde) har foranlediget nærværende Svar, hvis mulige Længde
søger sin Undskyldning for sig i Indholdet af ovennævnte Skrivelse. Jeg
kaldte Længden mulig, fordi jeg endnu ikke har beregnet den og maaskee
kan den tillige være nødvendig, skønt ingen af os mangler Evne til at
forstaa en halvqvædet Vise.
Den Maalestok (eller Alen om De vil), jeg har nærmest ved Haanden,
naar jeg i en Skynding skal maale min Næste, henter jeg hos mig selv,
og maaskee henter De ogsaa Deres Alen hos Dem selv i lignende Tilfælde.
Dette vil nu Ingen af os have forstaaet enten om Maalen af Næstens
legemlige Størrelse eller om Udmaaling i Alenvis af hans moralske eller
umoralske Egenskaber, og naar nogen forstod os saaledes, vilde vi formodentlig
sige, at han misforstod os; derimod vilde vi vel sige, at han
havde forstaaet os, naar han med hiin Alen forstod: vor Maade at tænke
og føle paa i et givet Tilfælde. Men nu er det vist, at jeg i det her
paagjeldende Tilfælde aldrig vilde behandlet Dem saaledes, som De har
behandlet mig, om De end uden min foreløbige Tilladelse baade havde
tilsendt mig og udbedet Dem min Dom over dramatiske Arbejder, mere
vidtløftige end de, jeg tilsendte Dem som privat Censor, om end Deres
Arbeider havde mishaget mig ligesaa meget som mine Dem. Jeg maatte
derfor ansee Deres Adfærd imod mig som fjendtligsindet mod det, jeg vilde
anseet for min Pligt, og det saameget mere som en Kunstdommer ex
professo (og for en saadan har De erklæret Dem) aldrig bør tilbageholde
sin kritiske Dom, indtil han anmodes om at afgive den, hvilket han efter
min Mening bør ikke for Forfatterens men for Kunstens Skyld; thi i
modsat Fald faaer del maadelige og slette for vidt Spillerum. Heraf ser
De, hvorledes jeg kommer til at antage: at en Kunstdommer vilde sørge