Danske Studier 1910

SKARPRETTERENS HUD 111
særligt stærke aandelige Kræfter, og hvis Sjæle derfor, naar Blodet spildes,
kan gøre særlig Skade. Katla og Torgrim Nev er notoriske Troldfolk,
og man maa behandle dem med Forsigtighed, naar man vil dræbe dem.
Naar kongelige Personer behandles med samme Omtanke, er Grunden
simpelthen den, at jo længere man naar ned i primitiv Livs- og
Samfundsopfattelse, des mere bliver Kongen en Person, der raader over
Trolddomskræfter, som alene berettiger ham til hans ophøjede Stilling.
Navnlig har han den Opgave at skaffe Sol, Regn og Vind til rette Tid
og i rette Mængde; kan han ikke det, slaar man ham ihjel som ubrugbar.
Derfor er det fuldkommen forstaaeligt, at en siamesisk Konge stødes
i Stykker med Mortere i en Jernkedel, at kongelige Personer i samme
Land knuses liggende paa et Tæppe, og at Kong Theebaws Slægtninge
i Birma slaas med Bambusstokke over Halsen. Samme Betragtninger
gælder over for de 4 fornemme kristne paa Madagaskar, der blev brændt,
og den fornemme Svanhild, der fik Bælg over sig.
Hvis den fremsatte Forklaring af Romernes Straf for dem, der
myrdede nære Slægtninge, er rigtig, er det let at forstaa, at man viste
særlig Forsigtighed ved Henrettelsen af disse Menneskeuhyrer. For den
primitive Mand er den store Forbryder et Væsen af samme Art som en
Troldmand eller en Fyrste; de er alle Væsener med overmenneskelige
Kræfter, og den moralske Forskel, der for os stiller Forbryderen paa sin
særlige Plads, existerer ikke for en saadan Tankegang. Den store Forbryder
er en dæmonisk Person som Kongen og Troldmanden.
Men bag denne Forsigtighed med de udkaarne Menneskers stærke
Sjæle ligger der en Tankegang, der krævede Forsigtighed ved Udøsningen
af ethvert Menneskes Blod. Et Levn af en saadan Tro kender vi som
omtalt fra Sussex, og det er naturligvis ingen Tilfældighed, at det er hos
australske Indfødte, de lavest staaende af alle nulevende Mennesker, at
man ved en saa dagligdags Begivenhed som Aareladning sørger for, at
Blodet ikke falder paa Jorden.
Vi vender tilbage til Aladdin. Han er som Sultanens Svigersøn hævet
op i fornem Stand og burde alene af den Grund henrettes med mere
Forsigtighed end almindelige Mennesker. Heraf er der imidlertid ikke
Spor i Æventyret, han henrettes paa den samme Hud som alle andre
Forbrydere. /Eventyret er paa dette Punkt saa primitivt, at det minder
om Tankegangen hos australske Indfødte; næsten alle de andre anførte
Exempler tilhører et Kulturlag, hvor gamle Skikke kun er bevaret for
de særligt udvalgte.
Naar den primitive Mand mærkede Blodet hamre i Pulsaarene i
Hals, Haandled og Fodled, saa opfattede han det, som om Sjælen søgte
at bryde ud af sit Fangebur, og det var vel derfor, han lagde Ringe om
Hals, Vrist og Ankel for at holde sin Sjæl fast. At se Blodet strømme
ud af et Saar paa Jorden maatte fylde ham med Gru, det røvede et
Menneske hans Liv, det tog Jorden fra de efterlevende, det frigjorde en
hævngerrig Aand, der fremfor alt vilde tage Hævn over Drabsmanden:
Blut ist ein ganz besondrer Saft!