Danske Studier 1910

SKAKPKKTTKRENS Hil) 109
1 Aladdinsagnet siges der intet om, hvorfor Aladdin skal knæle paa
Huden, naar han skal henrettes; men efter de anførte Analogier synes
det mig utvivlsomt, at det er, for at hans Blod ikke skal spildes
paa Jorden og- derved gøre denne tabu for de efterlevende.
Jeg tilføjer endnu et Par Exempler, som jeg skulde tro hører hjemme
i en saadan Tankesammeuhæng, selv om det ikke udtales direkte 1 .
1. I Eyrbyggja Saga Kap. 20 fortælles om, hvorledes Katla gentagende
Gange skjuler sin Søn Odd mod hans Efterstræbere ved at omskabe
ham til en Rok, en Gedebuk og et Svin, men til sidst bliver uheldig,
da Geirrid kommer til. „Geirrid kastede Kappen af sig og gik til
Katla, tog en Sælbælg, som hun havde taget med sig og drog den over
Hovedet paa Katla; derpaa bandt Ledsagerne den til forneden". Nu blev
Odd fundet og hængt, hvorefter man slog Katla ihjel med Sten.
Hvorfor Katla faar Bælgen over sig, siges der intet om i Sagaen,
men det synes mig rimeligt, at der bagved ligger en Angst for at spilde
Blodet paa Jorden. Herpaa kunde ogsaa Døden ved Stening tyde. Meningen
med denne Straf er vel, at man ikke vil have sine Vaaben smittede
af den dræbtes Blod (jf. ovenfor de romerske Soldalers Skik at rense
deres Spyd med Laurbær), og derfor dræber man Delinkventen med
Stenkast. De til Grund liggende Tanker tror jeg altsaa er disse: Jorden
maa ikke gøres tabu, derfor skal Bælgen over Personen; vore Vaaben
skal ikke gøres tabu, og derfor sker Drabet ved Stenkast.
2. I Gisle Surssøns Saga optræder en Mand ved Navn Torgrim
Nev. Han fremføres (Kap. 16) med disse Ord: „Han var fuld af Trolddom
og Hexekunster og var saa slem en Seidkarl, som nogen kunde
være". Det tog da ogsaa en Ende med Forskrækkelse for ham (Kap. 21).
Gisle Surssøn drager til Nevstade og tager Torgrim Nev til Fange og
fører ham til Saltnæs (hvor hans Søster, der ogsaa drev Sortekunster,
nylig var blevet stenet ihjel), drager en Bælg over Hovedet paa ham,
lader ham stene ihjel og dynge til med Sten ved Siden af Søsteren.
Heller ikke paa dette Sted giver Sagaen den fjerneste Antydning
af, hvorfor man vælger netop denne Henrettelsesmaade.
3. I Vølsungesaga (Kap. 4-0) fortælles, at Svanhild, Sigurd Faavnesbanes
Datter, og Randver, Jørmunreks Søn, fatter Elskov til hinanden
paa Vejen til Kong Jønnunrek, hvis Brud Svanhild skal blive. Bikke
fortæller det til Kongen. Han lader sin Søn hænge. Bikke sagde:
„Intet Menneske har du større Grund til at være ond imod end mod
Svanhild. Lad hende dø med Skam". Kongen svarer: „Den Beslutning
vil vi tage". Derpaa blev hun bundet i Borgleddet, og der blev jaget
Heste frem imod hende. Men da hun aabnede Øjnene, turde Hestene
ikke træde paa hende. Og da Bikke saa det, sagde han, at man skulde
drage en Bælg over Hovedet paa hende. Dette blev gjort, og derpaa lod
hun sit Liv.
1 Henvisningen til de 3 Tilfælde fra nordisk Literatur skylder jeg Adjunkt,
Dr. Ussing. [Hensigten har utvivlsomt været at undgå heksens „onde oje",
se Laxdølasaga k. 37 f, Hrolfssaga kraka k. 22, og Feilberg. Der bose blick in
nordischer iiberlieferung, Zs. des vereins f. volkskunde, 1901. 309 ff. Odg].