Danske Studier 1910

216 FRA SPROG OG LITTERATUR
Hænderne paa Ryggen i Stedet for at række ham Haanden. Om dette
skete af den L. E. medfødte store Tilbageholdenhed og Reserverthed,
eller fordi hun maaske havde hørt om hans Sværmerier (han var jo
meget let fængelig) og troede, at han ikke holdt riglig af hende, tør
jeg ikke afgøre" (Meddelelse fra Provst Th. Elmquist). — Til 8: I, 4-1 f,
II, 68 f. Jvfr. Meddelelsen til 7 og Udg. I, 525. Videre: „Hun [L. E.]
var saa undselig med at vise sine Følelser, at han misforstod hende,
udtydede det som Kulde og rejste bort. — — Nutildags vilde en saadan
Undseelse hos en ung Pige vel synes latterlig eller i al Fald højst forunderlig,
men jeg, der har kendt hende, forstaar det bedre. Det var en
Ejendommelighed ved hele Slægten, en stor aandelig Blufærdighed, en
Indesluttethed og Generthed for at lade sine Følelser komme frem. Kys
og Kærtegn kendte de ikke til, og skønt de alle var uhyre aandslivlige
og talende — og altid om noget godt og interessant — saa var de
meget tavse m. H. t. hvad de oplevede i deres Indre, det holdt de hos
sig selv" (Meddelelse fra Fru Helene Lunøe). — Til 9. Dette kan med
Sikkerhed antages at have været et af P.-M.'s stærkeste Motiver til ikke
at forlove sig med L. E. Jvfr. I, 35, 134, 141; 103, 145. — Til 10.
De „bange Anelser", der fremhæves i Skildringen af Adams og Almas
Afsked i „Adam Homo" 6. Sang, udtaler P.-M. i sit eget Navn ved Skilsmissen
fra L. E. i Digtet „Billedet" (I, 39).
V. C. P. Sikkert er, at Bevisførelsen er typisk for den Maade, hvorpaa
V. A. gør endog de Kvindeskikkelser, Paludan-Muller formede under Fru
Gharites Varetægt, til et med hans gamle Flammer. Det kan være, der
er noget om det, men det kan lige saa godt være, der ikke er det.
V. A. Nej, det kan ikke være og lige saa godt ikke være. Det er
saadan. Jeg har i min Bog paavist Motivet Adam-Alma's Udvikling i
P.-M.'s Poesi — fra Pipi og Lillemund over Alf og Rose til Apollon og
Dryaden — og knyttet det saa fast til en gennem forskellige Vidnesbyrd
fuldt afhjemlet Oplevelse, P.-M.'s Møde med og Skilsmisse fra L. E. i Aarhus
i 1836, at Digtning og Virkelighed ses at modsvare hinanden, ikke blot
m. H. t. Personerne (Naturbarnet, Rosen, Dryaden, Gartnerdatteren —
Luftprinsen, Alfen, Digterguden, den unge Adam Homo) og deres indbyrdes
Forhold (Mødet, Skilsmissen og det i Erindringen bevarede „Billede"),
men i de enkelte afgørende Situationer (f. Eks. den nægtede Blomst).
VI. C. P. „fristes" (i Anl. af den II, 141 fremtrædende, men ingenlunde
„ligesom (!) til yderligere Bekræftelse af Identiteten" fremhævede
Lighed mellem Almas og L. E.'s senere Liv og Død (i 1877!), til at
spørge V. A., om „P.-M. maaske var clairvoyant".
V. A. ,svarer ikke paa slige grove Spørgsmaal'. Der staar ellers
tydeligt nok (II, 140), at Alma-Skikkelsen her er løst ud af Forholdet til
den oprindelige Model.
VII. C. P. Dione (i „Danserinden)" er Henriette Friderichsen, hvilket
bl. a. fremgaar af, at Væghøjden i Salen paa hendes Landsted Farumgaard
efter V. A.'s Maalinger (II, 36) er den samme som i Diones Villa: „omtrent
halvsjette Alen" (!).
V. A. Af mine ,Maalinger" m. m. fremgaar kun, at „Sommerhvile"