Danske Studier 1910

22 AXEL OLRIK
hoje 1 . Om navnets forste led er opr. Gefn eller opr. Gefjon, kan
vi ikke se af de sent optegnede former; en tydning som *Gefjon-
(ar)haugar, „Gefions hoje", er sproglig forsvarlig, og når den støttes
af myten om hendes forhold til Sjælland, må den afgjort foretrækkes.
Gudernes dyrkelse på hoje tilhører utvivlsomt en tidlig tid. I
historisk tid er templer („hov", „vi") trådt i stedet; gudsdyrkelsen
trækker sig fra den frie natur ind i lukkede rum med udformede
billedstøtter. De guder, til hvem navne på -haugar knyttes, er
Thor og Nerthus-Njord, — de guddomme vi ad anden vej kan
skonne er særlig gamle. Som den tredje i rækken træder nu
Gefion; også hun må være gammel guddom, allerede af den grund
at hun i eddamytologien er trådt i baggrunden. Vi skonner nu,
at der har bestået en gammel naturbunden gudedyrkelse; vi kan
— efter den beromte skildring hos Tacitus — benævne den Nerthus-perioden.
Da har Thor haft sin helligdom på Thorøwe, og Gefion på
Geffnøwe. Egnen har været skovrig; forst omkring folkevandringstiden
er den storre bebyggelse begyndt (-lev-navnet Lyderslev),
de talrige oldtidshoje findes i landstrimmelen langs kysten. Selve
Gefions „hoje" skal vi formodenlig søge på hojningen vest for
landsbyen, hvor nu kirken ligger. Den lille sø, hvoromkring landsbyen
nu er bygget, har vistnok været helligsøen. En sådan har
vistnok været nødvendig, således som vi kan slutte af Nerthusskildringen
og nyere aftvætningsskik; og i det vandfattige Stævns
var et sted som dette næsten naturbestemt til at være dyrkelsespladsen
2 .
1
Yderligere støttes den religiøse betydning ved, at vi' i Stævns ikke har
andre gudeopkaldelser end de tre på rad liggende: Thorøwe, Geffnøwe og
Frøslef.
2 Hvis vi kan slutte fra den sydtyske form af plovgangen, har også
Gefions-dyrkelsen endt med at drage ploven ud i søen, ligesom Nerthus-omkørslen
endte dermed.—I Gevnø sø blev der i 1820erne fundet en vogn; den
blev opgravet ved torveskæring og vakte ikke ringe opsigt på egnen ved sit
usædvanlige udseende, men den gik til grunde ved soltorring. En 84årig mand,
der flere gange har set den i 5—7urs alder, erindrer den ikke nærmere, men
tror dog at den var helt uden beslag og grov i form (meddelt af gårdejer Povl
Nielsen, Karlehoj, på foranledning af fru Solveig Fog-Petersen, født Høgsbro).
Med erindring om Tacitus' skildring af Nerthusdyrkelsen og om helligvognene fra
Dejbjærg mose, kan man heri se en mulig lævning fra den gudsdyrkelse, her
en gang har været. Men sikrere spor må det være overladt fremtidens forskning
at skaffe.