Danske Studier 1910

NORDISKE OG TYSKE BØNDERGÅRDE 119
skrivning af det danske framhus. Dette ses således at svare til køkken
eller stue (eller begge dele); coqvina er måske snarest en gengivelse af
det gamle ord ildhus, og det kunde derefter synes som ildhus og stue
er blevne brugte i flæng, ligesom enkelte steder i Norge (se forf. s. 617).
Selv om disse gildeskråer delvis har købstad- og ikke landsbyforhold for
oje, må man ikke overse, at endnu i 13. årh. var modsætningen mellem
disse to bebyggelsesformer sandsynligvis kun ringe; og den i disse gildeskråer
forefundne modsætning framhus (beboelseshus) — lade (horreum)
kan derfor godt sammenstilles med den tilsvarende fra Jydske lov kendte:
salhus — lade. Denne tvedeling synes da at være gammel i gårde her
i Danmark og svarer også godt til modsætningen ind- og udhus, som er
så velkendt også fra nutidens sprog; om fram- eller salhuset også har
indeholdt staldrum. er et spørgsmål der ingenlunde er let at besvare,
men det synes dog ikke usandsynligt; i hvert fald tyder de med rad
sammensatte gamle jydske navne på stuehuset afgjort på at dette har
bestået af en række rum eller gulve og haft en udpræget aflang form,
hvad der bedst forliges med at stalden har ligget i forlængelse af opholdsrummet.
Af disse navne er ialfald radling kendt allerede fra 13. årh.
{ruthelang år 1268)'; men også islerad går tilbage til Middelalderen.
En særlig undersøgelse helliger forf. skorstenens (kaminens) fremtrængen
i Norden; han søger at udfinde i hvor stort omfang den (og
ikke røgovnen) afløste den oprindelige åbne arne 2 . Skorstenen omtales
i Gullandsloven ved 13. årh.s slutning; men allerede Knytlingasaga beretter
om blodgildet i Roskilde 1157, at den døende Knud Magnussøn
segnede om i en skorsten (i kongehallen), og den er for dette tidsrums
vedkommende en overmåde velunderrettet og troværdig kilde 3 . I det
hele var det dog overvejende hos de højere samfundslag (også hos storbønder)
at kaminen vandt indgang i stuen; men da bilæggerovnen, sikkert
i løbet af 16.—17. årh., trængte igennem allevegne, forsvandt efterhånden
kaminen ud af stuen. Derimod trængte den igennem i køkken
og-bryggers, og havde i al fald på de danske øer (Sælland, Fyn, Falster)
— i modsætning til hvad forf. hævder s. 489, men i overensstemmelse
med skånsk bygningsskik — en stærk tilbøjelighed til at vokse sammen
med bageovnen (og bryggekedlen) til et omfattende kompleks. I Jylland
synes derimod skorsten og bageovn ofte at have været skilte; Feilberg
har sikkert ret i sin formodning om at bageovnen i Jylland oprindelig
har stået i et særskilt ovnhus; i de ovenfor omtalte synsforretninger og
inventarer fra Nordslesvig fra 18. årh. nævnes mange steder et sådant
særskilt baghus. — Når forf. hævder, at det i østlige egne af Jylland
forekommende navn for stuehus: islerad, må forklares som ildstedrad,
altså omtrent — ildhus, er han på vildspor; ordet er en sammentrækning
af i-viste-rad, o: opholdslænge, beboelseslænge; den anden forklaring
er sprogligt umulig.
1 2
Erslev, Testamenter fra Danmarks Middelalder s. 15. Om udviklingen
i Sverige må henvises til Axel Nilssons art. Åril, spis och ugn. i Ymer
1905.
8 Forf. forveksler Knud Magnussøn med Knud den hellige og stempler
som følge deraf med urette sagaens beretning som uhistorisk.