Tanker om Tyren Ferdinand

IX. Meditationsmetoder.
legeme, og de legemlige fornemmelser. Hvis vi fx har hovedpine,
og vi observerer denne smerte for at finde ud af, hvad den er,
og hvad den består af, så finder vi ingenting. Hvis vi bliver
ved med at se på den på denne måde, vil vi føle mindre smerte.
Da essensen af den er "tom", så kan vi, selv om den
manifesterer sig som noget, ikke finde smerten selv.
Vi er nu efterhånden kommet til dette: at se direkte på
følelserne, som er omtalt tidligere.
En anden tibetansk metode er at "stirre nøgent" ind i
bevidstheden, og dette vil forhindre tankerne i at komme frem.
Vi vil gå næremere ind på dette i afsnittet om dzogchen.
Zen-buddhisternes koan-metode, se senere, kan også nævnes
i denne forbindelse: Hsü Yün 48 har (i overensstemmelse med det
tidligere nævnte) sagt, at det at se ind i en kort koan (på
kinesisk kaldet en Hua-t’ou) som fx "Hvad er jeg?", eller "hvad
er min bevidsthed?" er at se ind i sin bevidsthed.
Lyt til det, der ikke kan høres
At lytte til det, der ikke kan høres, og derved vende
opmærksomheden indad, er en metode, der har været brugt fra
meget gammel tid.
I Surangama Sutra 49 anbefaler bodhisattvaen
Avalokiteshvara følgende metode som den, der passer bedst til
menneskene: At bruge det lyttende øre, og så ophøre med at
lytte til ydre fysiske lyde og i stedet lytte indad og på den
måde bruge den lyttende bevidsthed. Dette fremkalder en "aktiv"
lytten uden noget objekt. Denne indvendige lytten stopper
tankeprocessen, mens bevidstheden vedbliver med at være intenst
aktiv og vågen. Det beskrives i sutraen, at hvis man bliver ved
på denne måde, sker der en gradvis ændring i bevidstheden,
hvilket ender med, at der pludselig indtræder transcendental
indsigt.
Det tilføjes i sutraen, at hørelsen er bedre egnet end
synet og de andre sansekvaliteter.
Det er meget sandsynligt, at Elias brugte "det lyttende
øre" i den episode, der omtales i Bibelen (1 Kong. 19:11-12),
hvor der står, at "Herren gik forbi", men inden dette hørte
Elias en kraftig storm, derefter et jordskælv og ild, men Gud
var ikke i noget af dette, men til sidst kom der en sagte
susen, og da Elias hørte den, tilhyllede han sit ansigt og
stillede sig i hulens åbning, og først derefter hørte han Guds
stemme. Den japanske zen-buddhist Hakuin brugte denne metode sin
velkendte koan: "Når du klapper i to hænder, giver det en lyd.
Hvad er lyden af én hånd?" (eller: "Lyt til lyden af én hånd").
Det samme udtrykkes i det berømte japanske haiku-digt om
frøen (af zen-digteren Basho, 1643-94):
Den gamle dam, ah!
En frø hopper i:
Vandets lyd! 50
102