Tanker om Tyren Ferdinand

VII. Viden og forståelse.
Skrifterne er kun vejvisere, de er ikke det egentlige.
Dette er udtrykt i disse bibelske ord: "Bogstaven ihjelslår,
men ånden levendegør" (II Kor. 3:6), og i den meget velkendte
buddhistiske metafor om fingeren, der peger mod månen: Gør ikke
den fejl at se på fingeren og tro, at den er månen. Og det kan
tilføjes, at alle fingre peger mod den samme måne.
Alle skrifterne kan sammenlignes med "åndelige
kogebøger". Selv om vi spiser alverdens kogebøger, så har de
dog ingen næringsværdi, og de smager heller ikke godt. Det, der
har betydning, er selve retterne. Kogebøgerne har kun betydning
som vejledninger i tilberedning af retterne.
Hver person må have sin egen opskrift, fordi "råvarerne"
er forskellige (folks hjernecomputere er programmeret
forskelligt). Og "kogningen" kan tage kort eller lang tid, før
retten er færdig. Og, for at fortsætte med denne gastronomiske
lignelse: Slutresultatet for dem alle er en klar suppe, som er
så gennemsigtig og krystalklar, at de kan se evigheden igennem
den. Måden at kommunikere på, eller stilen i de "åndelige
kogebøger" er noget forskellig i det fjerne Østen sammenlignet
med den nære orient og den vestlige verden.
Jøderne, de kristne og muslimerne, såvel som sufierne
(som i visse henseender synes at afvige fra den ortodokse
islam) har generelt haft en stærk tilbøjelighed til at bruge
lignelser, fabler og fortællinger på en sådan måde, at der bag
de direkte synlige historier er skjulte meninger, der kun kan
opdages af personer, som i forvejen har en vis grad af
transcendental indsigt. Jesus sagde (Matth. 13:13), at han
brugte lignelser, når han talte til almindelige mennesker,
fordi de ikke var i stand til at forstå den dybere mening, i
modsætning til han nærmeste disciple.
Som et eksempel herpå kan nævnes lignelsen om arbejderne
i vingården (Matth. 20:1 ff), som sandsynligvis kun forstås af
meget få. Men for en zen-buddhist er meningen ganske klart
denne: Nogle opnår transcendental indsigt efter kort tid, mens
andre må meditere i mange år, før det lykkes for dem. Men ligegyldigt
hvor lang tid det har krævet, er slutresultatet, som er
den transcendentale indsigt, afklaringen, den samme. De, der
har arbejdet i lang tid, bliver ikke belønnet med en "bedre"
indsigt eller afklaring end dem, der kun har arbejdet i kort
tid. I modsætning hertil har man i hinduismen, taoismen og
buddhismen sædvanligvis ikke haft noget ønske om at
hemmeligholde sandheden, men kun haft trang til at udtrykke den
så klart, som det nu er muligt trods alle vanskeligheder.
Buddha sagde, at han havde forklaret alt, hvad der kan
siges med ord, og tilføjede: "Jeg har ikke gemt noget i min
knyttede hånd". I buddhismen står selv de dybeste tanker til
rådighed i skrifter, som enhver kan læse, hvis de vil, og hvis
de ikke vil, er der ingen skade sket.
Men buddhistene har naturligvis også været klar over, at
når man taler til forsamlinger af lægfolk uden dybere
forståelse, er man nødt til at tale på en meget enkel måde for
at gøre det muligt for dem at forstå noget af det. Det angives,
65