Tanker om Tyren Ferdinand

13. Sufierne og Jesus.
Sufierne
Der er andre mystiske traditioner end zen og tibetansk
buddhisme, hvor personer med transcendental indsigt på en eller
anden måde overfører deres indsigt til deres elever.
I det islamiske kulturområde findes der en meget vigtig
skole af denne slags, og det er sufierne (som igen er inddelt i
en del forskellige ordener - nogle af disse kaldes dervisher).
Da de er meget mindre kendte i Vesten end buddhisterne,
føler jeg, at nogle få indledende ord kan være nyttige, men jeg
må fremhæve, at jeg ikke er ekspert.
Idries Shah, der selv er af en sufi-familie, har udført
et meget stort arbejde ved at indsamle sufi-fortællinger, både
nedskrevne og mundtligt videregivne historier, som fremsiges af
historiefortællere på markedspladser, og han har oversat dem
til engelsk og således gjort dem kendte i Vesten. Hans mange
bøger er en ren guldgrube med hensyn til sufi-tradition, og det
følgende er delvis baseret på dem.
Han siger, at sufi-metoder og sufi-tanker er meget mere
udbredte, end vi tror, og at et stort antal vestlige forfattere
og filosoffer har lånt fra dem. Det er sufierne, som har givet
anledning til det i Vesten kendte begreb "viise mænd fra
Østen". Ordet "sufi" synes at være indført i 822, og det betyder
måske "uld" for at tilkendegive grove klæder 1 . Mærkelig nok
var Al-Ghazzali (d. 1111) den første, der viste at sufismen var
forenelig med islam. Det er derfor næppe rigtigt at sige, at
sufismen er udsprunget af islam 2 , men sufismen synes snarere
at være en mystisk tradition, der har eksisteret i lang tid,
måske århundreder, før Mohammad - og der er dem, der betragter
ikke blot Mohammad, men også Moses og Jesus som repræsentanter
for denne tradition. En af disse er sufien Hazrat Inayat
Khan 3 , som siges at være den første sufi-lærer, der kom til
Vesten. Han siger, at der er tre hovedskoler af mystikere i
Østen: Den buddhistiske skole, den hinduistiske vedanta-skole,
og sufi-skolen. De to førstnævnte bruger askese som deres
vigtigste middel til spirituel udvikling. Det, der
karakteriserer sufi-skolen er, at den bruger "menneskelighed"
som sin hovedmetode til dette formål. Så vidt man kan forstå ud
fra Khan’s ord, skal det betyde, at sans for humor og en
fornemmelse for skønhed og for musik er nødvendig. Den sandhed,
man til sidst kommer til i sufi-skolen, er ikke forskellig fra
den, som vedanta og den buddhistiske skole kommer til, men
sufierne præsenterer sandheden på en anden måde. Der er ingen
tvivl om, at metoderne til at fremme spirituel udvikling ved
meditation ligner hinanden i alle tre skoler.
Khan taler ikke om other-power og self-power, men
tilsyneladende mener han, at alle mystikere inderst inde er
other-power orienterede, og han siger, at for sufierne er alle
religioner ét.
190