Tanker om Tyren Ferdinand

XI. Hvad sker der senere?
opmærksom på Buddha, vil der ikke opstå begær efter noget".
Det har dog ingen mening at søge efter noget, man har
eller er fra begyndelsen, såsom identitet med den universelle
bevidsthed. At forstå eller blive klar over, at det er sådan,
er den eneste "ting", man kan opnå.
Vi må ikke glemme, at bjerget, opstigningen på bjerget,
forhindringerne, og metoderne til at overvinde forhindringerne,
kun er symboler, som illustrerer andre mentale fænomener, og
alt dette er kun noget, der ikke har reel substans. Det samme
gælder naturligvis den symbolske beskrivelse af tankestrømmen i
røret. Både forestillingen om dette, og tankerne i røret, selv
de mest ophøjede, er ikke andet end bevidsthedsfænomener. Som
det udtrykkes i et tibetansk skrift 38 : "Da der ikke er nogen
reelt eksisterende ting, er der ingen, der mediterer, intet at
meditere om, og ingen meditation".
"Oplysningen" til slut er identisk med at se bjergets
illusoriske natur. Målet med meditation er i virkeligheden ikke
at opnå noget, men at slippe af med et sæt illusioner, og disse
har ikke mere realitet end drømmebilleder. Også set fra dette
synspunkt kan meditation siges at være tidsspilde, men det er
meget vanskeligt at forstå for dem, der står ved bjergets fod
og spørger, hvordan de skal bære sig ad. Som tidligere nævnt
havde Krishnamurti denne opfattelse, og han sagde, at en
forståelse af, at enhver metode er til ingen nytte, i sig selv
vil fremkalde en dyb ændring af bevidstheden, og at ingen
yderligere aktivitet er nødvendig.
Når man har nået toppen og ser tilbage ned ad bjergstien
og gør sig klart, at det hele er illusorisk, også arbejdet med
at nå op til toppen, kan man stille dette spørgsmål: Er
afklaringen af bevidstheden, gennemskuelsen af fundamentale
illusioner, i virkeligheden en spontan proces, som starter af
sig selv hos visse personer, og som fremkalder en række
sekundære symptomer, såsom søgen og meditation? Fortolker vi
det forkert, når vi tror, at disse aktiviteter er årsag til
afklaringen? Er vi skuespillere i Livets Komedie, som
fejlagtigt tror, at vore roller er "rigtige"?
Ifølge Balsekar 39 står der i Bhagavat Gita, at Krishna
sagde til Agarjuna: "Du er blevet tildelt en bestemt rolle i
dette drømme-skuespil. Du skal spille denne rolle uden at
bekymre dig om følgerne. Det eneste, du kan gøre, er at spille
din rolle så godt, du overhovedet kan. Konsekvenserne er ikke i
dine hænder."
Det betyder, at vi har en fri vilje til vælge, om vi vil
spille vor rolle godt eller ej. Men når vi har nået toppen af
bjerget, vil vi se, at fri vilje forudsætter et "jeg", som
vælger. Dette vil sige, at for at blive helt fri for en "jeg"forestilling,
må vi holde op med at vælge, men vi er
naturligvis stadig nødt til at handle. Det udtrykkes på
kinesisk ved "wei wu wei" (dvs. at handle uden at handle), og
med teistiske ord: "at lade Gud gøre det, der skal gøres." Men
så længe vi er ved foden af bjerget eller på vej op, kan vi
ikke undgå at tro på en fri vilje, fordi vi stadig har en
"jeg"-forestilling.
Det at vi er programmerede til at tænke på en eller anden
måde udelukker ikke fri vilje. En person kan være programmeret