Tanker om Tyren Ferdinand

IX. Meditationsmetoder.
lang tid uden problemer, må man have en temmelig ret ryg (men
man skal ikke have en stram holdning). Hænderne skal blot ligge
afslappet i ens skød. Underlivet skal have plads til at udvide
sig under åndedrættet, og det kan derfor være nødvendigt at
løsne bæltet.
Dette er temmelig simpelt, men ikke desto mindre er der
blevet anbefalet specielle meditationsstillinger, hvoraf nogle
er meget vanskelige.
Buddhisterne, navnlig de japanske zen-buddhister, har fra
gammel tid hævdet, at ved siddende meditation (jap. zazen) er
den absolut eneste korrekte stilling den såkaldte lotusstilling
(dvs. med den højre fod oven på det venstre lår, og
venstre fod oven på højre lår) eller, hvis dette ikke er
muligt, halv-lotus stillingen (dvs. med kun den ene fod på det
andet lår), men der er nogle få ting, som vi må gøre os klart
vedrørende dette.
Lotus-stillingen har sin oprindelse i Indien, hvor det i
årtusinder har været skik at sidde direkte på gulvet eller den
bare jord, og det har også tiggere, tiggermunke, eneboere,
yogier og sadhuer gjort. Men der er et andet vigtigt punkt, som
hidtil ikke har været bemærket af vesterlændingerne: Inderne
har yderst bløde og bøjelige led og slappe ledbånd, således at
de med stor lethed kan indtage stillinger, som det er umuligt
for vesterlændinge at klare. Jeg har således set indiske børn,
som kunne bøje fingrene så langt bagover, at de berørte
underarmen. Hvor meget af denne bøjelighed der skyldes
genetiske faktorer, og hvor meget der skyldes underernæring,
kan jeg ikke sige. Derfor har lotus-stillingen ikke været
vanskelig for inderne, men andre etniske grupper med en anden
legemsbygning kan have vanskelighed med at sidde på denne måde.
Dette gælder fx for tibetanerne, som i nogle tilfælde har brugt
meditationsbælter for at overvinde disse problemer.
Der en endnu et punkt, som vi må være klar over:
Buddhismen er kommet til vesten først og fremmest fra Japan i
form af zen-buddhisme. Pioneren på dette område var D. T.
Suzuki, og det er meget træffende blevet sagt om ham, at han
egenhændigt introducerede zen i den vestlige verden. Japan var,
og er stadig, et udtalt mandsdomineret samfund, og det samme
kunne siges om Kina, hvor zen (kin.: ch’an) buddhismen
startede, og dette afspejler sig i zen-anekdoterne, hvoraf
mange hundrede er overleveret. Af alle de personer, som nævnes
heri, er 99 % mænd. Japanske mænd, rigtige samuraier (der, som
vi kender dem fra Kurosawas film, bruger deres zen-træning til
at opnå fremragende dygtighed i sværdfægtningens kunst) sidder
på gulvet med korslagte ben, mens de japanske kvinder, som
traditionelt har en lavere status (selv om dette kan have
ændret sig i de seneste år med den stigende amerikanisering),
sidder på en anden, mere ærbar måde, idet de knæler, således at
bagdelen hviler på hælene, med deres tæer pegende indad. Når
denne siddestilling bliver brugt fra barndommen, bliver de lidt
hjulbenede, og de kommer til at gå med tæerne indad, hvilket
stadig ses tydeligt hos kvinder af den ældre generation.
Den japanske form for zen-buddhisme har i det hele en
noget samurai-agtig stil, med meget strenge lærere og faste
82