Tanker om Tyren Ferdinand

IX. Meditationsmetoder.
regler, både med hensyn til at sidde korrekt i lotus-stilling
og på andre måder. Den kinesiske form siges derimod at være
mere blid, ifølge den kinesiske zen-mester Sheng-Yen. 5 Ved
indførelsen af den japanske zen i Vesten er den idé, at lotusstillingen
er den eneste rigtige meditationsstiling, fulgt med,
til trods for at denne ikke passer med den legemsbygning og de
sidde-traditioner, man har i vesten. Jeg har fået fortalt, at
der er mange her, der har fået vrøvl med deres knæ p. gr. a.
disse slangemenneske-øvelser.
Den nulevende japanske zen-mester Kocho Uchiyama 6 er
klar over disse problemer og siger, at hvis folk i Vesten ikke
i en meget ung alder har øvet sig i at sidde i lotus-stilling,
frembyder dette store vanskeligheder. Hvis man først begynder i
30-40 års alderen får man smerter herved, og det kan kun
sjældent lade sig gøre, hvis man først starter i 50 års
alderen. Hvis man ikke kan sidde på denne måde, må man nøjes
med det næstbedste, hvilket er at sidde med ret ryg på en stol.
Jeg kan derfor kun sige, at når nogle af zen-buddhisterne
hævder’, at man kun kan gå op ad det symbolske bjerg ved at
sidde i lotus-stilling på gulvet, så tro dem ikke!
I den kristne kultur har den foretrukne stilling været at
knæle, mens sufierne tilsyneladende ikke har været ret
interesserede i, hvordan man sidder. På mange persiske
miniature-malerier ser man hellige mænd, der sidder med det ene
knæ trukket op mod hagen.
Hændernes stilling anses af nogle buddhister for vigtig.
I zen lægges hænderne sædvanligvis i skødet, idet de danner en
slags cirkel, mens tibetanerne hviler deres hænder på knæene. 7
Siddestillingen har et praktisk formål, og der er ikke
noget særlig "helligt" ved den (selv om nogle buddhister hævder
dette). Set fra et transcendentalt synspunkt er det
ligegyldigt, hvordan benene og hænderne er anbragt, og om
fødderne peger den ene vej eller den anden. "Jeg selv", som på
en eller anden måde er ét med den universelle bevidsthed kan
ikke på nogen måde påvirkes af dette. Det eneste, der tæller,
er at man kan få fred i sindet uden at blive distraheret af
kropslige fornemmelser.
Distraktion fremkaldt af ydre støj kan være et problem, og
dette kan lettest overvindes ved, at man er opmærksom på hver
lyd, når den kommer frem. Hvis man prøver at undertrykke
lydindtrykkene, bliver det kun værre.
Der er en anden ting (der også nævnes af zen-mesteren
Hakuun Yasutani 8 ), som jeg kan anbefale ud fra mine egne
erfaringer, og det er at have papir og blyant liggende ved
siden af. Under meditation kommer der mange tanker frem, og
nogle af disse er så "interessante" eller "viise", at man
ønsker at huske dem, men dette forsøg på at huske er
ødelæggende for meditationsprocessen. Men hvis man med det
samme skriver sådanne tanker ned, kan man straks glemme dem, og
så vil de ikke længere forvolde noget besvær.
Det er naturligvis også uden betydning for "mig selv", hvilken
stil mit hår er klippet i, om det er langt, eller om jeg er
83