Tanker om Tyren Ferdinand

X. Zen og Dzogchen.
virkeligheden temmelig kompliceret, for hvis man stræber efter
"afklaring", vil man bare forhindre den, men det er ikke desto
mindre forkert at tro, at man bare skal sidde og vente på
afklaring. I så tilfælde kan man vente meget længe. "Afklaring"
kan ikke indtræde uden, at man gør sig store anstrengelser for
at fjerne forudfattede meninger.
Der findes talrige andre meget instruktive tekster om
shikan-taza.
Som det fremgår af ovenstående, er det indlysende, at
shikan-taza ikke er en passiv tilstand, men der kræves en meget
aktiv indstilling i meget lang tid. Det var nødvendigt for
Gautama Buddha at meditere i seks år, og Bodhidharma sad i ni
år med ansigtet mod væggen.
Dzogchen
Dzogchen ("den Store Fuldkommenhed") er et system af
tibetansk buddhistisk tantra meditation på et avanceret niveau,
som navnlig bruges i den såkaldte Nyingma-skole. Det stammer
fra forskellige kilder. Jeg skal ikke gå ind på dens forhold
til indisk mahayana-tradition, mahamudra, tantra, eller den
tibetanske præ-buddhistiske religion Bön, men jeg vil henvise
til fx bogen The Golden Letters. 26
De meditationsmetoder, der anvendes i dzogchen er farvet
af alle de nævnte oprindelser. Dzogchen starter med indledende
øvelser, som er udformet meget detaljeret, og som kan tage
flere år. Jeg har kun meget begrænset kendskab til alt dette,
og jeg vil derfor springe det over og kun se på den centrale
kerne. Vi vil da finde, at nogle metoder, som skal omtales neden
for, har stor lighed med zen, navnlig shikan-taza, som zenbuddhisterne
sædvanligvis betragter som en "pludselig metode".
Men ikke desto mindre hævder tibetanerne med stor kraft, at
deres metoder af denne karakter ikke har noget med zen at gøre,
og at tibetansk buddhisme i det hele taget ikke beskæftiger sig
med "pludselig praksis" men kun med "gradvis praksis". Denne
uoverensstemmelse mellem den tibetanske buddhisme og zen
begyndte i det ottende århundrede, da en kinesisk munk kom til
Tibet og talte om Ch’an (zen). Efter en heftig debat blev hans
tanker tilbagevist, og derefter blev sådanne ideer forbudt ved
kongeligt dekret (hvilket kan have været en politisk afgørelse
med det formål at modvirke kinesisk indflydelse).
Siden da har tibetanerne (med få undtagelser, som fx
Longchenpa og Chögyam Trungpa) været meget antagonistiske mod
Ch’an (zen).
Dog har Gampopa sagt, at der er to slags mennesker, dem,
for hvem gradvise metoder er egnede, og andre, for hvem ikkegradvise
metoder er egnede, men efter hans mening er de
sidstnævnte metoder yderst vanskelige, og han betragter sig
selv som hørende til de "gradvise". 27
Der er imidlertid nogle få tilfælde af pludselig
afklaring beskrevet i den tibetanske litteratur. De følgende
tre nævnes af Chökyi Nyima: 28
123