Tanker om Tyren Ferdinand

X. Zen og Dzogchen.
Det fortælles således, at Tilopa (som var kommet fra
Indien) engang slog sin discipel Naropa i panden med sin
sandal. Naropa mistede bevidstheden, og da han vågnede op,
fandt han, at har var blevet komplet "oplyst".
En anden munk blev pludselig "oplyst" i forbindelse med
et fald fra en klippe, som gjorde ham bevidstløs i et kort
øjeblik.
Og en fuldstændig barok episode er beskrevet, hvor
mesteren Chökyi Lodrö sparkede en discipel i maven med det
resultat, at den sidstnævnte slap en enorm prut, og samtidig
blev han pludselig "afklaret".
Som amerikanerne siger: "Holy smoke!" Jeg er sikker på,
at Linji ville have leet hjerteligt, hvis han havde hørt denne
anekdote, men uheldigvis levede han nogle århundreder
tidligere.
Forskellen mellem zen og dzogchen stammer sandsynligvis mest
fra deres forskellige oprindelser. Zen har sin oprindelse i
sutraerne, mens en stor del af dzogchen stammer fra tantra, med
visualiseringer og transformering af energi, og dette er
fremmed for tænkemåden i zen, dog med én undtagelse: Også zenbuddhisterne
føler, at under meditation, især koan-meditation,
er energien koncentreret i partiet omkring navlen (japansk:
tanden eller hara).
Kendskabet til dzogchen har tidligere været meget
sparsomt i Vesten, men i de sidste få år er et stort antal
dzogchen tekster blevet oversat. Nogle af disse er meget
instruktive, og de dele, der er på vers, kan have stor poetisk
kraft. I det hele er dzogchen-mestrenes forklaringer om
bevidsthedsprocesserne ofte meget lettere at forstå end det,
der siges af zen-buddhisterne, som på en måde anvender
uforståelighed i deres undervisning. I det følgende vil jeg
prøve at sammenfatte de vigtigste punkter.
I lighed med zen-buddhisterne fremhæver de tibetanske
buddhister, at det er vigtigt at undgå at sidde passivt, og i
stedet skal man have en aktiv indstilling, og dette synspunkt
er særlig fremtrædende i dzogchen.
Det er derfor ikke nok at fremkalde stilhed og ro i
bedvidstheden, fx ved at tælle respirationen, men man må på en
eller anden måde fremkalde en kraftig vågenhed. Dette kan gøres
ved at være opmærksom på stilheden og på alt, hvad der kommer
frem i bevidstheden, eller ved at spørge: "Hvem observerer
stilheden? Hvem tænker: ’Nu er der en tanke’? Hvem mediterer?"
Ved hjælp af denne metode (der, som tidligere nævnt, også blev
brugt af Linji og andre zen-mestre) kommer man til sidst til at
se direkte ind i sin bevidsthed.
I det hele taget betragtes dette "at se ind i ens
bevidsthed" som meget vigtigt i tibetansk buddhisme, især i
dzogchen. Dette er fremhævet af Padmasambhava, som var en
tantrisk mester, der levede i det ottende århundrede, og som af
tibetanerne betragtes som en Buddha-lignende person. Der findes
en del skrifter, som tillægges ham, og som er præget af
klarhed, enkelhed og dyb indsigt. I skriftet ’Selv-frigørelse
ved at se med nøgen opmærksomhed’ 29 , siger han, at når man ser
124