Tanker om Tyren Ferdinand

XI. Hvad sker der senere?
han boede alene på en koral-ø i Stillehavet eller levede som en
eneboer i bjergene. Nogle zen-buddhister siger, at kontakt med
andre mennesker er nødvendig for udviklingen af medfølelse,
idet vil hjælpe til at få udglattet aggressionerne.
Hvis man ønsker at udvikle medfølelse, er problemet: Hvordan
kan man lære at have medfølelse? Det er let nok at sige, at fra
nu af vil man være et virkelig godt menneske, men at leve i
overensstemmelse med dette er yderst vanskeligt. Meget hurtigt
opstår der situationer, hvor det ikke er muligt at gøre det.
Som det fremgår af ovenstående, ser det ud til, at
træning i medfølelse må udføres på to fronter, både mens man
sidder og mediterer, og når man møder andre mennesker og
oplever konflikter og vanskeligheder.
Der er beskrevet mange metoder til at udvikle medfølelse.
Ud over de ovenfor nævnte vil nogle få blive omtalt i det
følgende.
En metode er denne: Hvis man bliver vred på en anden
person, skal man tænke: "Hvis jeg havde været i hans situation,
med hans opdragelse, uddannelse, erfaringer, osv., ville jeg
måske ikke have været i stand til at klare situationen så godt,
som han har gjort, og hvis han havde været i min situation, med
mine erfaringer, osv, ville han måske have været i stand til at
klare det bedre ad end jeg".
Shantideva har sagt 15 , at meditation over medfølelse kan
gøres ved, at man sætter sig selv i en anden persons sted og
tænker: "Hvad ville jeg føle, hvis jeg var ham?" Og dette kan
udvides yderligere på denne måde: Vi skal forestille os, at vi
ser tilbage på os selv med den anden persons øjne og ser vore
egne fortrin og fejl, og forestille os, hvordan den anden
persons følelser er, fx jalousi p.gr.a. ens eget held.
Man kan gøre sig klart, at når folk er onde, er det fordi
de på en eller anden måde er blevet programmeret til det. Jeg
har i mit arbejde som børnelæge anvendt en del tid på problemet
børnemishandling, og her er det velkendt, at forældre, som
mishandler deres børn, opfører sig på denne måde, fordi de selv
i deres tidligste barndom har fået indpodet dette
adfærdsmønster, ved at de er blevet behandlet forkert, eller
ligefrem mishandlet, af deres egne forældre. Det er tydeligt,
at der her er tale om en slags computer-virus, der overføres
fra den ene generation til den næste. Når man forstår dette,
vil man være mere tilbøjelig til at have medlidenhed med disse
forældre end til at fordømme dem.
Buddhisterne fremsætter ofte denne tanke: Alle levende
væsener har måske i et tidligere liv været i nær familie med
mig, og måske endda været min mor, og derfor bør jeg have samme
følelser overfor enhver person eller ethvert dyr, som jeg har
over for min mor. Men for en person i Vesten lyder det temmelig
absurd. Skal jeg have medlidenhed med den kylling, jeg spiser,
fordi den kan have været min mor? Eller med den stegte fisk,
fordi den kan have været min far? Er det ikke en lille smule
kannibalsk? Dette problem vil naturligvis ikke opstå, hvia man
er vegetarianer, og det er buddhistiske munke og nonner.
Den nævnte fisk minder mig om følgende dialog (var den
mon fra "Radiserne"?): "Kommer fisk i himlen?" - "Ikke hvis de
er rådne."