Tanker om Tyren Ferdinand

15. Slutning.
Bjerget, VII
Vi er nu kommet temmelig langt op på bjerget, og det er på tide
at standse og få et overblik over situationen.
Vi har set, at der er mere end en enkelt sti, der går op
mod toppen, og at stierne, der svarer til de forskellige
religioner, går op ad forskellige sider af bjerget, og at der
herudover er individuelle stier.
Der er to hovedveje: Den første omfatter buddhismen,
taoismen, hinduismen og andre fjernøstlige religioner. Blandt
disse har jeg hovedsageligt beskæftiget mig med buddhismen,
især zen og dzogchen. Den anden hovedvej består af det, man kan
kalde "sufisme i udvidet forstand", og hertil hører jødedommen,
kristendommen og islam. Dette er et meget stort område, og jeg
har begrænset min diskussion til blot nogle få af de centrale
tanker i sufismen og til nogle af de ord, som Jesus har sagt,
eller formodes at have sagt.
Disse to grupper af religioner fremviser mange ligheder,
fordi deres medlemmer bestiger det samme bjerg, hvilket
symboliserer, at de basale psykologiske processer er de samme,
selv om de beskrives med forskellige religiøse symboler og
begreber. Jeg har meget stærkt fornemmet disse ligheder, og jeg
har beskæftiget mig meget mere med dem end med forskellene.
Religionerne i den første gruppe er som helhed nonteistiske,
mens "sufisme i udvidet forstand" er udpræget
teistisk. Denne opdeling er ikke helt den samme som en skelnen
imellem self-power og other-power religioner, da der fx i
buddhismen er sekter med en stærk other-power tendens.
Principielt har alle mennesker mulighed for at opnå
transcendental indsigt, men ikke desto mindre er deres chancer
forskellige. Det afhænger ikke af deres intelligens, men af
andre faktorer i deres personlighedsstruktur, som for en stor
del er medfødte eller indkodet i hjerne-computeren i den
tidlige barndom. Denne kodning kan dog ændres senere, først og
fremmest hvis desperate situationer opstår.
En dyb trang til at forstå livets mening, eller en
utilfredshed med dette jordeliv er af fundamental betydning, da
denne spørgende indstilling sætter afklaringsprocessen i gang.
Det er dog muligt, at afklaringsprocessen sker "af sig
selv" og er det primære, og at processen med at søge og de
dertil knyttede intellektuelle fænomener er sekundære.
Dette ville stemme overens med den tanke, at vi måske er
skuespillere i Livets Komedie og tror, at vore roller er
"rigtige", og at vi udfører "rigtige" handlinger, mens
sandheden kan være, at det er "Den Store Skuespilforfatter",
som er den skjulte årsag til det hele. Dette fører os til det
problem, om vi har en fri vilje. Balsekar 1 , som ser på det fra
et transcendentalt synspunkt, er overbevist om, at når vi i
227