Tanker om Tyren Ferdinand

XIII. Sufierne og Jesus.
Denne mystiske bevægelse omfatter således ikke blot de
"egentlige" sufi-skoler, der findes i Mellemøsten, men den har
en langt videre udbredelse, både geografisk og i tiden, og det
vil måske være rimeligt at kalde den "sufisme i udvidet
forstand".
Sufierne stræber efter det, der ligger ud over religiøse
dogmer. Sufisme har en other-power og teistisk indstilling og
en stærk følelsesmæssig farvning, og dens lære udtrykkes i form
af lignelser, fabler og poetiske fortællinger, som det er
almindeligt i Mellemøsten. Dette hænger sammen med en tendens
til at skjule "sandheden" for almindelige mennesker, som kunne
tage skade, fordi de vil kunne misforstå den. Men de
"indviede", dvs. de, der har transcendental indsigt, og kun
disse, vil være i stand til at se den dybereliggende mening i
fortællingerne. Der er en kolossal mængde hemmelige symboler,
hemmelige selskaber med indvielsesritualer (Rosenkreutzerne og
Frimurerne stammer herfra), hvilket naturligvis har givet
anledning til sære idéer hos almindelige mennesker i Vesten.
Sufi-digterne har i vid udstrækning brugt symboler som "vin" og
"mundskænk", som er vanskelige at forstå for udenforstående.
Denne hemmelighedsfuldhed er et meget vigtigt punkt i
sufismen. Det første, der kræves af en sufi-elev, er at han
skjuler sin udvikling fra ydre videbegærlighed. Dette begrundes
bl.a. med, at parapsykologiske fænomener, der sommetider ses
som biprodukter ved meditation, kan forblænde almindelige
mennesker. 4
Ideen om skjulte lærdomme danner en kontrast til
buddhistiske forestillinger (selv om buddhismen også indeholder
hemmelige mundtlige belæringer, der er blevet meddelt i enrum
af lærere til deres mest avancerede elever). Enhver har adgang
til buddhistiske skrifter, og Buddha forsøgte igen og igen at
gøre sine tanker forståelige, og han sagde, at han ikke havde
skjult noget i sin knyttede hånd, dvs. han havde ikke skjult
nogen hemmelige sandheder. Alligevel var han i stand til at
tale til folk på ethvert forståelsesniveau.
Mit kendskab til sufismen er meget begrænset, og jeg vil
i det følgende indskrænke diskussionen til nogle få sufitanker,
hovedsagelig dem, der fremviser ligheder med
buddhistiske idéer, især dem i zen.
Sufiernes meditationsmetoder er beskrevet i en bog af
sufi-mesteren Javad Nurbakhsh. 5 Det fremgår heraf, at dybest
set er de ikke meget forskellige fra buddhisternes, udover at
de er beskrevet med et anderledes ordvalg.
En sufi kan blive "oplyst" på to måder, enten ved
"guddommelig indgriben", men det er sjældent, eller ved at
blive en discipel, dvs. at tjene en mester (sheikh eller pir)
og stræbe. Begge veje er nødvendige for at blive en mester, man
kan ikke undervise elever, uden at man selv har oplevet at være
elev. 6
Det er den almindelige opfattelse, at en mester, er
nødvendig til at rådgive eleven.
Rumi har sagt:
"Kan du udøve den laveste profession i verden uden en mesters
vejledning? Først er der teori, så praksis; så vil disse to
191