Tanker om Tyren Ferdinand

II. Hjerne og øje.
bevidstheder (eller i hvert fald vore bevidsthedsbilleder) må
være uafhængige af hinanden (om dette virkelig er sandt vil vi
diskutere senere).
Jeg har personligt observeret følgende: P. gr. af min
alder er der ved at udvikle sig grå stær (uklarhed af linsen,
cataract) på mine øjne, og denne uklarhed af linsen fremkalder
ikke blot uskarpt syn, men også en let ændring af farvesynet,
fordi de blå stråler stoppes af linsen. Men fornylig er jeg
blevet opereret på det venstre øje, med det resultat, at ikke
blot er uskarpheden forsvundet, men farvesynet på dette øje er
blevet normalt igen. Jeg har således nu et øje med
tilsyneladende normalt farvesyn, og et øje med noget, der
ligner en let grad af farveblindhed. Men hvis jeg ikke
tildækker øjnene skiftevis, bemærker jeg det ikke, og de to
billeder smelter sammen til et enkelt tredimensionalt billede
med tilsyneladende normale farver.
Konsekvensen af alt dette må være, at det, som vi
opfatter som omverdenen uden for os, må befinde sig inden i
vores bevidsthed, som altså er større end hele universet, eller
i hvert fald den del af universet, som vi selv iagttager.
Bevidstheden er altså ikke noget, der kun findes inden i vort
hoved eller vor hjerne, hvilket strider helt mod den sædvanlige
opfattelse. Og når dette er tilfældet med sansebilleder, hvad
så med andre mentale fænomener som tanker og følelser? Vi kan
ikke lokalisere dem, og det synes meningsløst at sige, at de er
inden i hjernen.
Det skal bemærkes, at når vi lukker øjnene, kan vi mere
eller mindre klart forestille os farvede genstande i vor
fantasi, og vi kan se sådanne billeder i drømme (og vi kan røre
ved dem i drømmen), men disse fænomener er ikke identiske med
"reelle" genstande omkring os.
Det er ikke mig, der "opfinder" den røde rose, og den
farveblinde "opfinder" heller ikke den "brune" rose, men der
må, som nævnt ovenfor, være et eller andet fælles grundlag for
begge billederne. Vi skal komme mærmere ind på dette senere.
Vi må konkludere, at ved at spekulere over, hvad der sker
ved opfattelsen af farver, er vi igen kommet ind i problemer,
som ikke kan løses ved hjælp af videnskabelig tænkning.
Vi må igen erkende, at vi løber panden mod muren.
Syn og illusion
Som nævnt kombineres impulserne fra de to nethinder i
synscentrene til et fælles mønster med det resultat, at der
foran øjenene fremkommer et tredimensionalt billede, som vi
opfatter som eksisterende i omverdenen uden for "os", eller
rettere uden for vort legeme.
Men illusioner med en næsten overbevisende realisme kan
frembringes ved at efterligne dette. Hvis vi bruger et
stereoskop (som nu betragtes som et forældet instrument), ser
16