Tanker om Tyren Ferdinand

II. Hjerne og øje.
transmitteres til vore tv-apparater, hvor vi kan se billedet.
Eller også kan disse data gemmes (fx på videobånd) og læses ud
senere ved hjælp af en video og ses på en tv-skærm, eller de
kan vises gennem en projektor som billeder på et filmlærred i
en stor sal.
Øjet fungerer i mange henseender lige som et tv-kamera:
lysstrålerne, der kommer ind i øjet, fortsætter bagud til dets
bagvæg (nethinden), hvor der findes et stort antal lysfølsomme
celler. Her omdannes lysenergien til elektriske impulser, som
løber langs synsnerven, ganske på samme måde som beskrevet i
det foregående afsnit om hjernens funktion (fig. 1).
Impulserne fra de to øjne passerer bagud gennem de to
synsnerver i de bageste dele af højre og venstre hjernehalvdel
i områder, der kaldes synscentrene. I virkeligheden er det lidt
kompliceret, fordi nogle af nervetrådene i de to synsnerver
krydser over midtlinien med det resultat, at impulser fra
venstre halvdel af begge øjnes synsfelt ender i højre side af
hjernen, og omvendt, men vi skal ikke gå nærmere ind på dette.
Hvad der senere sker med impulserne, hvordan de registreres,
sorteres og kombineres er ikke kendt, udover at sådanne
funktioner som opfattelse af former, farver og bevægelser
sandsynligvis sker i forskellige cellelag i synscentrene, og at
erindringen, som er nødvendig for genkendelsen af det, vi ser,
sandsynligvis er lokaliseret i andre dele af hjernen, og dette
gælder også de processer, der er forbundet med følelsesmæssige
reaktioner på synsindtrykkene.
Synsprocessens bane kan afbrydes alle steder på den vej,
som lysenergien eller impulsen bevæger sig igennem: Tildækning
af øjet, mørke, blødninger i øjet, læsioner af synsnerven eller
synscentrene (fx ved hjerneblødning). Det er ganske evident, at
transmissionen af lyset fra en genstand til øjet, og
transmissionen af impulserne fra lyspåvirkningerne af øjet til
hjernen og inden i denne følger lovene om årsag og virkning,
som er grundlaget for naturvidenskaberne.
Digitalt overførte billeder er noget, vi møder hver dag
i vore tv-apparater osv. Det forekommer os derfor ikke
utænkeligt, at lignende processer kan finde sted i
centralnervesystemet, hvor synscentrene må betragtes som dele
af hjerne-computeren, og vi finder det helt naturligt at
sammenligne øjet med et tv-kamera.
Men vi kommer nu til det springende punkt: Hvad sker der,
når impulserne fra øjet ender i nogle nerveceller omme i den
bageste del af hjernen? Vi får ikke kløe i nakken, og der
sidder ikke en lillebitte computerskærm inde i hjernen, hvor
billederne kommer frem. Men der sker det fuldstændig
uforklarlige, at det billede, som er resultatet af overførslen
af impulserne til synscentrene i nakken, kommer frem foran
12