Tanker om Tyren Ferdinand

X. Zen og Dzogchen.
nyttige som grundlag for meditationsøvelser. Man kan sige, at
spørgsmålet "Hvad er jeg?" er den fundamentale koan.
Da koan’erne har karakter af uløselige problemer, kunne
man måske få det indtryk, at en koan er en slags 64.000 dollar
spørgsmål, hvor man skal gætte svaret, og hvis man gætter
rigtigt, får man ikke en check på beløbet, men et mundtligt
eller skriftligt certifikat af zen-mesteren, som angiver, at nu
er man blevet en "oplyst" eller "afklaret" person. Men dette er
naturligvis en misforståelse.
Når eleven arbejder med en koan, som han har fået opgivet
af sin lærer som tema for meditation, har han en meget stærk
følelse af, at han skal arbejde hårdt for at løse problemet, og
denne følelse forstærkes i høj grad af lærerens måde at
behandle ham på. Under hyppige, måske daglige, samtaler
kasserer læreren igen og igen på en meget kort og bestemt måde
alle de løsningsforslag, som eleven kommer med, således at
denne bliver ved med at løbe panden mod muren. Dette fortsætter
i lang tid, sommetider i flere år, indtil problemet en skønne
dag pludselig er løst, og så er eleven i stand til at komme med
et svar, som læreren kan godkende. Dette har absolut karakter
af pludselig afklaring af bevidstheden.
Hvis vi går tilbage til computer-modellen, kan en koan
sammenlignes med et computer-virus, der virker inde i et
program. Når eleven fastholder koan’en i sin bevidsthed under
meditation, fremkalder koan-viruset en tiltagende instabilitet,
som måske ikke bemærkes, og til sidst bryder programmet
pludselig ned, og nu kan det ikke genoprettes. Derfor er der
ikke grund til at bruge det samme virus, eller den samme koan,
igen, og læreren vil nu, hvis han finder det nødvendigt,
foreskrive en anden koan for eleven, således at denne får et
nyt virus med en endnu mere dybtgående effekt.
Dette betyder dog ikke, at alle programmerne i hjernecomputeren
ødelægges. Som tidligere nævnt, bliver man ikke
idiot bagefter.
Hvis vi benytter computer-med-rør modellen, kan vi
beskrive processen på følgende måde:
Ved meditation over en koan bruger man al sin kraft til
at løse problemet, og dette betyder, at røret bliver helt fuldt
af store tunge kugler. Jo længere man mediterer, jo tungere
bliver kuglerne. Dette vil også ske ved fx. skakspil eller ved
arbejde med et videnskabeligt problem, men i sådanne tilfælde
er resultatet ikke opnåelse af transcendental indsigt. Det, der
gør forskellen, er karakteren af problemet. Da en koan handler
om et transcendentalt problem, og derfor direkte eller
indirekte har noget at gøre med "jeg"- forestillingen, vil
kuglerne med tiden ændre karakter. Skønt de stadig fylder røret
helt, bliver hver kugle gradvis mere og mere hul, hvilket
symboliserer, at "jeg"- forestillingen afsvækkes (fig. 7). Til
116