Tanker om Tyren Ferdinand

II. Hjerne og øje.
nævnte tredimensionale billeder, som tydeligvis er illusoriske,
men som vi ikke desto mindre opfatter som eksisterende i rummet
foran øjne.
Og igen er vi ude af stand til at forklare, hvordan
processerne i cellerne i synscentrene i hjernen kan give
anledning til illusioner, som tilsyneladende er lokaliseret til
rummet uden om os.
Hørelsen
Disse overvejelser kan udstrækkes til andre sansekvaliteter, så
som hørelsen.
Lydbølger er svingninger af molekylerne i luften uden om
os, og de kan være frembragt af stemmebånd, musikinstrumenter,
højttalermembraner, talrige støjkilder, og lign. Alle disse
genstande får luftmolekylerne til at svinge frem og tilbage, og
disse bevægelser kan registreres og måles. Når lydbølgerne
rammer øret, får de trommehinden til at svinge ud og ind, og
disse bevægelser forplantes ind til det indre øre, der er fyldt
med en væske. Her findes det såkaldte Corti’ske organ, som er
indrettet som en lillebitte harpe, hvis strenge kun er brøkdele
af en millimeter lange. Disse strenge ligger neddykket i den
omtalte væske. Lydbølgerne vil sætte nogle af strengene i
bevægelse, hvorved de kommer til at påvirke nogle nerveceller,
der derefter sender impulser til specielle dele af hjernen.
Disse impulser må formodes at være af principielt samme
natur som alle andre nerveimpulser, således også af samme art
som dem, der sendes fra øjets nethinde til hjernen, men da
impulserne fra ørerne havner i et andet område i hjernen,
opfattes de som lyde. Formodentlig passerer impulser fra
forskellige strenge i det Corti’ske organ gennem forskellige
nervetråde, men denne proces er meget kompliceret og vor
forståelse heraf er mangelfuld.
Denne mekanisme fungerer med enorm præcision, således at
musikere og klaverstemmere er i stand til at høre overordentlig
små forskelle i svingningstal.
Impulserne fra de to ører kombineres i hjernen på en
sådan måde, at vi med en vis begrænset nøjagtighed kan angive,
hvorfra i rummet, lydene kommer. Dette kan efterlignes med
lyde, der kommer ud af en hovedtelefon til begge ører.
Såvidt jeg ved, "stemmer" de to ører altid med hinanden,
således at en enkelt tone opfattes ens gennem de to ører, også
selv om man har mellemørebetændelse på det ene øre. Man kunne
forvente, at dette ville ændre spændingen af strengene i det
Corti’ske organ på den syge side, således at impulserne kom til
at passere gennem "forkerte" nervetråde, men ud fra erfaringer
i min egen barndom registreres tonehøjden ens på de to ører.
Det er helt ufatteligt, hvordan dette lille Corti’ske
organ kan registrere så enormt store og komplicerede mønstre af
lydbølger som dem, der frembringes af et symfoniorkester -
dette omfatter ikke blot noderne, der står i partituret, men
18