Tanker om Tyren Ferdinand

XIII. Sufierne og Jesus.
Det følgende sufi-ord er meget velkendt i Vesten: "Stol
på Gud - men bind din kamel først." 56
Sufierne tror ikke, at det er forkert eller forbudt at
være glad og taknemmelig for materielle goder. 57 Dette minder
mig om en tegning af Albert Engström, der viser en præst, som
siger "ja tak" til en god og stærk snaps med disse ord: "Guds
gaver er ikke kun for de ugudelige."
Der har været mange store digtere blandt sufierne, som
Attar, Hafiz, og Omar Khajjam, men den største er nok
Jalalu’ddin Rumi, også kaldet Mevlana eller Maulana (1207-
1273), hvis ord er citeret mange gange i det foregående. Det
var ham, der indførte den såkaldte dervish-dans, som er omtalt
tidligere. Rumi var en meget produktiv forfatter. Hans digt
"Mathnavi" er på ikke mindre end 23.000 linier (eller snarere
dobbelte versliner). Meget ofte har hans ord en enorm poetisk
kraft. Han betragtede sig selv som "Guds pen" (eller Guds
talerør), han følte, at det var ikke ham selv, der skrev
digtene.
Det fremgår klart af alle de sufi-ord, der er citeret her
og i tidligere afsnit, at sufierne og buddhisterne går op ad
det samme bjerg, men ad forskellige stier. I den sidste del af
rejsen er deres stier i virkeligheden identiske, og det er også
endepunktet, opnåelsen af transcendental indsigt. Men de
beskriver det med forskellige ord: Sufierne siger, at dette er
en forening med Gud, men denne tanke er fremmed for
buddhisterne, som ikke tror på en Gud.
Og når man studerer sufi-litteraturen, føler man, at
deres sti går gennem et landskab, der er dækket af de smukkeste
blomster, og hvor fugle synger - i modsætning til buddhisternes
mere strenge og asketiske sti (det må naturligvis erkendes, at
disse også elsker blomster, som det ses i japansk blomsterarrangement,
Ikebana). Og sufierne deler ikke buddhisternes
pessimistiske syn på livet som et jammerligt foretagende, der
bliver ved og ved fra den ene fødsel til den næste, en endeløs
kæde af lidelse, som vi skal gøre vort yderste for at slippe ud
af, jo før jo bedre.
Jeg ved ikke, om buddhisterne fortrinsvis bruger den
venstre hjernehalvdel i deres stræben, og sufierne den højre
halvdel.
Jesus
For at få en dialog i gang mellem kristne og buddhister blev
der i London i 1994 afholdt et seminar, sponsoreret af
Verdensforeningen for Kristen Meditation (The World Community
for Christian Meditation), og hovedtaleren var Dalai Lama. Et
referat af dette møde er blevet udgivet som bogen "The Good
Heart". 58 Blandt deltagerne var forskellige slags kristne,
også munke og nonner, og tibetanske munke og nonner, og så vidt
man kan se, bestod forsamlingen hovedsageligt af
"professionelle" religiøse personer, dvs. personer, der havde
investeret hele deres liv i deres tro. Det er et spørgsmål, om
dette fremmer en gensidig forståelse, som ville kræve, at man
197