Tanker om Tyren Ferdinand

IX. Meditationsmetoder.
raget skaldet som en munk, og på samme måde hvilket tøj, jeg
har på, om det er munkeklædning eller "civilt" tøj. De fleste
religiøse skikke på dette område stammer fra meget gammel tid i
Østen, og hensigten var ikke blot at udskille munkene fra
resten af befolkningen, men også at udrydde deres
individualistiske forestillinger. Der findes desuden en lang
liste over regler for buddhistmunke vedrørende spisning og
andre af hverdagens aktiviteter i templerne. De fleste er
opstillet af den kinesiske zen-mester Pai-chang (720-814). I
Kina på den tid har der i de mest berømte templer levet 300
munke eller flere, og det har ikke været nogen let opgave at
tage sig af alle dem (hvoraf mange har været ganske unge), og
arrangere sovesteder, servering af mad, meditationsperioder,
udendørs aktiviteter osv. Nogle af disse regler har overlevet
og bruges under zen-buddhisters "retreat" perioder eller
seminarer, hvor deltagerne lever sammen i fx en uge for at
praktisere meditation. Zen-buddhisterne, især de japanske, går
ind for, at man skal sidde og meditere i grupper, men det må
ikke glemmes, at flok-mentaliteten er et stærkt indgroet
element i den japanske tænkemåde, mens vesterlændinge er meget
mere individualistiske. Meditation i grupper gør det lettere at
opnå ro i bevidstheden, men iagttagelsen af, hvad der sker dybt
inde i bevidstheden er noget helt indviduelt og personligt.
Åndedrættet
Fra de ældste tider har man vidst, at åndedrættet på en eller
anden måde hænger sammen med de mentale processer, eller måske
snarere vor sindstilstand, idet vor måde at trække vejret på
afhænger af vore skiftende sindsstemninger.
Hvis man således sidder stille med ro i sindet, er
åndedrættet langsomt, dybt og regelmæssigt, mens det bliver
hurtigt og overfladisk, hvis vi bliver ophidsede. I
virkeligheden er der tale om et psykosomatisk fænomen, dvs. en
kombination af et mentalt fænomen og legemlige symptomer. Disse
to komponenter er lige betydningsfulde, og erfaringen viser, at
det også virker den modsatte vej på en sådan måde, at det er
muligt at ændre sindstilstanden ved at forandre
respirationstypen, selv om kun få er klar over det. Hvis man er
nervøs eller ophidset med en hurtig og overfladisk respiration,
kan nervøsiteten dæmpes ved, at man med vilje gør respirationen
langsommere.
På samme måde ses det, at hvis man under meditation opnår
ro i sindet, bliver åndedrættet dybt og langsomt, og omvendt:
Hvis man trækker vejret langsomt, bliver bevidsthedsstrømmen
langsommere, og ens bevidsthedstilstand bliver bedre egnet til
meditation.
Hvad mere er: Efter pludselig "afklaring" (jap.: satori)
bliver respirationstypen anderledes, end den var før; den
bliver langsommere, idet udåndingen af sig selv bliver længere,
mens indåndingen, ligeledes af sig selv, sker ret hurtigt.
Når man tager dette i betragtning, kan man se, at ordene
84