Tanker om Tyren Ferdinand

XII. Mirakler og lignende.
næste (men nutidens flyrejser er for hurtige til det).
Dirigenter er særdeles godt trænede i at forestille sig
musik, de lever faktisk af det, og komponister kan gøre det
samme, såsom Beethoven, som blev ved at komponere, længe efter
at han var blevet stokdøv.
Det indre akustiske billede synes således at være af stor
betydning for kreative musiker-evner. En stor musiker spiller,
hvad har har forestillet sig, og også hvad han forestiller sig
lige nu, mens han spiller, således at han frembringer billedet
i sin fantasi og spiller samtidig.
Dette leder tanken hen på WYSIWYG, som vi nu kan
omfortolke på denne måde: Hvad vi hører i vor bevidsthed som et
indre billede af musikken, vil manifestere sig i yderverdenen
som lyde og musik, som andre folk kan høre. Men der er den
forskel fra den tidligere fortolkning, at vi selv må udføre et
arbejde ved at trykke på tangenterne for at få musikken til at
manifestere sig.
Jeg vil gerne tilføje nogle få ting om at spille klaver.
Frank Merrick 47 anbefaler, at man sidder ved klaveret og
spiller musikken udenad ved blot at berøre overfladen af
tangenterne uden at frembringe nogen lyde. Det er bedst at gøre
det med lukkede øjne. Når man gør dette, vil muskelbevægelserne
blive associeret med det indre billede af musikken i stedet for
med de rigtige fysiske lyde.
Dette kan videreudvikles ved, at man forestiller sig ikke
blot lydbilledet af musikken, men også følelsen af
muskelsammentrækningerne og bevægelserne af fingre og arme, som
er nødvendige for at spille den. Effekten af en sådan
"visualisering" af flere sansebilleder samtidig er blevet målt
ved sportsudøvelse, fx kast af en bold op i et basketball net,
og det kunne herved demonstreres, at præstationen kunne
forbedres lige så meget ved den nævnte fremgangsmåde som ved
virkelig træning med en bold. 48
Green og Gallway 49 siger, at vi skal lytte til den
"indre" melodi og spille samtidig, og at vi, i stedet for at
anstrenge os, når vi spiller, skal være vågne og opmærksomme på
hvad vi gør, og iagttage vore sanseindtryk, dvs.
muskelspændinger, trykket mod tangenterne, lyden af tonerne,
osv. Men dette er nu ikke så let.
De største musikere har nået et stadium, hvor de kan
fremføre musikken uden nogen tanke på tekniske problemer. Når
cellisten Erling Bløndal-Bengtson spiller, får man et slående
indtryk af, at hans krop og hans cello er smeltet sammen til et
enkelt instrument, som "han selv" bruger til at frembringe
musik med, dvs. til at få det billede af musikken, som han har
i sin bevidsthed, til at manifestere sig i den fysiske verden.
Dette er naturligvis vanskeligere at gøre, hvis instrumentet er
et koncertflygel.
Når komponisten og pianisten Niels Viggo Bentzon spiller,
er det tydeligt, at han tilsyneladende blot behøver at tænke
sig lyden af en tone eller en akkord, og så finder fingrene
straks af sig selv de rigtige tangenter, så at han ikke behøver
at spilde tiden med at tænke over det.
Vi nærmer os nu de zen-buddhistiske sværdfægteres
180