Tanker om Tyren Ferdinand

XI. Hvad sker der senere?
under sin træning) og udføre handlinger med medfølelse, og
endvidere forsøge at overføre sin forståelse til andre
mennesker, enten i hemmelighed, eller som lærer for lægfolk
eller munke. I det sidste tilfælde udvikler disciplen sig til
en klassisk zen-mester, og så er han ikke længere en discipel.
På et vist stadium vil der spontant udvikles en tendens til at
tage sig kærligt af planter, dyr og mennesker, og dette er
medfølelse.
Og Loori 4 siger også, at løsningen (eller
gennemskuelsen) af den første koan, "Mu!", i Mumonkan, kun er
begyndelsen, og at en meget lang træning er nødvendig for at
fjerne alle illusionerne, og først når dette stadium er nået,
er man i stand til at være en zen-lærer.
Merzel 5 siger lignende ting: Det vigtigste er at
fortsætte med at udføre shikan-taza, efter at pludselig
"oplysning" er indtrådt. Mange stopper på dette sted, og nogle
begynder endda at undervise i zen. "Oplysning", eller opnåelse
af transcendental indsigt, er kun begyndelsen, og ikke før end
man er blevet klar over, at man ikke kan opnå noget, er man i
stand til at udføre rigtig shikan-taza, som er en proces uden
ende, for at forbedre sig selv og slippe af med forudfattede
meninger.
Og Dogen 6 har sagt, at hvis man ikke når til det
stadium, hvor man ved, hvordan man skal frigøre alle mennesker,
vil man falde tilbage igen.
Det synes ikke at være nødvendigt at sidde og udføre
shikan-taza. Balsekar 7 opretholder sin tilstand af
transcendental indsigt ved en slags kinhin, idet han to gange
daglig i en time går frem og tilbage i sit værelse i komplet
vågen tilstand.
Det er bemærkelsesværdigt, at efter at Jesus havde
oplevet pludselig "oplysning" ved mødet med Johannes Døberen
(Matth. 3:16), mediterede han i lang tid ("i fyrretyve dage og
nætter") i ensomhed for at opnå en yderligere afklaring af
bevidstheden og overvinde "djævelens fristelser", hvilket vil
sige at gennemskue egoistiske illusioner (Matth. 4:1 ff), og
dette svarer helt til det, som store buddhistiske mystikere har
gjort.
Medfølelse
I buddhismen betyder det at vise "medfølelse" noget mere end at
give materielle gave og almisser og at lindre menneskenes
lidelser i dette liv. Det centrale punkt i den buddhistiske
medfølelse er medlidenhed med alle bevidste levende væsener,
fordi de endnu ikke har opnået transcendental indsigt, og en
trang til at hjælpe dem til at få denne indsigt, således at de
kan blive frigjort fra den endeløse kæde af lidelser. Gautama
Buddha startede med den tanke, som udtrykker medfølelse, at han
ønskede frigørelse fra reinkarnation ikke blot for sig selv,
men for alle mennesker.
Det er velkendt, at hovedforskellen mellem hinayana- og
mahayana-buddhismen er, at i hinayana er endemålet at opnå
frigørelse for en selv, mens mahayana-buddhisterne har
medfølelse med alle bevidste levende væsener og ønsker at