Tanker om Tyren Ferdinand

14. Andre tekster
Andre tekster
I de foregående afsnit er der citeret mange ord af personer,
som er bleve betragtet som store mystikere, som mennesker med
transcendental indsigt, som religiøse personligheder, eller som
guddommelige personer.
Det må imidlertid fremhæves, at der har været mange andre
mennesker med en mere eller mindre dyb transcendental indsigt,
som har levet fuldstændig ubemærket, enten fordi de med vilje
har holdt deres indsigt hemmelig, eller fordi de er blevet
komplet misforstået. Der er i dag sådanne personer, ganske vist
ikke mange, som går rundt iblandt os, uden at nogen bemærker
deres ejendommelige bevidsthedstilstand. Richard M. Bucke har i
sin bog "Cosmic Consciousness" 1 påpeget, at Walt Whitman er en
sådan person.
Shakespeare må have haft en vis grad af transcendental
indsigt, ellers kunne han ikke have skrevet de ord, jeg har
citeret i de tidligere afsnit.
Dette gælder også nogle af de engelske digtere, som fx
Wordsworth og Tennyson. Den sidstnævntes velkendte ord:
"Nærmere end åndedrættet, nærmere end hænder og fødder," leder
tanken hen på meditationsmetoder, der anvendes bl. a. i zenbuddhismen,
hvor man betragter sin krop og åndedrættet som
noget, der er forskelligt fra "en selv".
Som tidligere nævnt bærer mange fortællinger og
historier, der er velkendte i Vesten, et tydeligt præg af
sufisme, og de kan muligvis stamme fra det mellemste østen. En
af disse fortællinger er H. C. Andersens "Den grimme ælling."
Zen-buddhisten John Daido Loori har fortolket den på følgende
måde 2 : Ællingen er til at begynde med ulykkelig, fordi den
tror, at den er helt mislykket, den er latterlig, fordi den
hverken kan rappe eller vralte på den måde, som normale
ællinger gør. Men en dag, efter at den er blevet helt udviklet,
får den øje på sit spejlbillede i vandet, og pludselig forstår
den, at den er en svane, at den er perfekt, og at den altid har
været en svane uden at vide det. Den bliver derfor ikke
anderledes, den bliver blot klar over, hvad den i virkeligheden
er.
Sommetider kan man finde ord, der forbavser én, på de
mest uventede steder. Således skrev den bornholmske maler Oluf
Høst nogle aforismer, 3 af hvilke jeg skal citere følgende:
Mit mål er at gribe naturen på fersk gerning.
Naturen er mellemmand mellem mig og Gud.
Det står en blomst på mit bord: En blå sjæl.
"Sig mig hvad du underviser i!" - "I uskyld."
Hvis man påtrænger sig Gud, fjerner han sig.
Den følsomme ser ligheder, de stupide forskelle.
Oftere er det klogt at gøre sig dummere end man er - hvis
det er muligt.
209