Tanker om Tyren Ferdinand

III. TV-billeder og personer.
Nu er der naturligvis den fundamentale forskel nellem
Ferdinand og skuespilleren, at der inden i skuespilleren er et
levende "jeg", som på en eller anden måde eksisterer "bag ved"
rollerne, og et sådant "jeg" findes ikke i Tyren Ferdinand.
Men er vi på en eller anden måde skuespillere i Livets
Komedie? Denne tanke er ikke ny. Shakespeare har udtrykt den
flere gange, fx i As You Like It (II,7): "Hele verden er en
scene, og alle mænd og kvinder er kun skuespillere...Vort
menneskeliv en maskerade, og vi gemmer os bag vore masker."
Går vi rundt og tror, at vi er Hamlet, Polonius eller
Ofelia, samtidig med at vi er tilskuere, som ser komedien fra
tilskuerpladserne uden at kunne se bag kulisserne? Og består
"transcendental indsigt" i at kunne se bag kulisserne og være
klar over, at hele komedien er en illusion, på samme måde som
tegnefilmen Tyren Ferdinand?
Og hvad er det levende "jeg", der er inden i
skuespilleren, men som mangler i Tyren Ferdinand?
Og er der en "Himmelsk Skuespilforfatter"? Er der en
rolle, der er skrevet for mig? Og kan jeg falde ud af rollen
ved at handle på en egoistisk måde?
Alle disse problemer kan synes absurde, men ikke desto
mindre har store mystikere gennem tiderne stillet lignende
spørgsmål.
Forelskelse
Vi kommer nu til spørgsmålet om, hvordan vi opfatter andres
personlighed. Er det deres "rigtige" personlighed, vi ser?
Eller er deres individuelle "personligheder" i virkeligheden
noget, som vi frembringer i vor fantasi, på samme måde som vi
digter Tyren Ferdinands personlighed ind i nogle farvepletter
på en skærm? For at komme dette nærmere, vil vi betragte et
normalt fænomen, nemlig forelskelse.
Her digter en person egenskaber ind i en anden, og det er
egenskaber, som er mere eller mindre urealistiske, og som andre
ikke kan se. Den forelskede ser den elskede som helt
vidunderlig, smuk, forførende, charmerende, god, klog, osv. Der
er tale om en overordentlig kraftig illusion, som fylder den
forelskedes bevidsthed komplet og kan fremkalde voldsomme
emotionelle reaktioner, som f. ex. kan føre til selvmord eller
jalousimord.
Hos nogle holder illusionen sig resten af livet, mens den
hos andre kan blegne og ophøre helt efter et stykke tid. I den
efterfølgende mere nøgterne sindstilstand vil den tidligere
elsker så opdage, at den tilbedte i virkeligheden slet ikke har
de vidunderlige egenskaber, som han/hun tidligere så i
vedkommende.
Man kan således sige, at forelskelsen er et sæt meget
stærke og overbevisende vrangforestillinger, en slags "normal
paranoid psykose", og det ejendommelige er, at denne meget ofte
(men ikke altid) er gensidig, således at der foreligger en
slags "normal folie à deux". Dette kan endda gå så vidt som til
dobbelt selvmord (det er velkendt, at i Japan betragtes dette
30