Tanker om Tyren Ferdinand

XIV. Andre tekster.
den standser, og når den starter igen. Det er ligesom om han
falder, hver gang han tænker på noget. "Den store kunst ved at
ride er at holde balancen," siger han. Denne ret dunkle
historie minder on meditations-teknikken, der bruges ved fx
zazen, hvor den, der mediterer, prøver at være vågen hele
tiden, men igen og igen bliver klar over, at han har glemt det,
hvorved han vågner op igen. Senere siger den Hvide Ridder:
"Hvad betyder det, hvor min krop tilfældigvis er? Min
bevidsthed bliver ved at arbejde alligevel". Og til sidst
fyldes den Hvide Ridder med fred, med et blidt og tåbeligt
ansigtsudtryk, med milde blå øjne og et venligt smil. Selv hans
hest er rolig, og hele sceneriet ses i et strålende lys, mens
den mørke skygge af skoven er langt bagude.
Han synger en sang på melodien "Jeg giver dig alt, jeg
kan ikke mere," og tankerne siver gennem hans hoved lige som
vand gennem en si.
Og endelig siger han til Alice: "Du har kun nogle få
meter at gå, ned ad højen og over den der lille bæk, og så
bliver du en Dronning. Men vil du ikke blive og sige farvel til
mig først?" Det ser ud, som om den Hvide Ridder symboliserer
Alices "indre
guru", ganske som vi har set det i fortællingen om Mushkil
Gusha, som symboliserede brændehuggerens "indre guru". Alice må
vinke farvel til ham, dvs. hun må blive klar over, at også han
er et fænomen i hendes egen bevidsthed.
Til allersidst springer hun over bækken...og efter en
meget betydningsfuld pause i teksten uden ord (dette ville ikke
kunne udtrykkes i ord) finder hun sig selv liggende i den
paradiske have, og hun er nu blevet en Dronning uden at vide
det. Som der står i det tidligere citerede zen-ord: Hun er gået
et skridt op fra en hundrede fods pæl.
Dette er virkelig en smuk beskrivelse af "pludselig
afklaring".
Efter dette kommer der et afsnit med nogle
betydningsfulde bemærkninger. Hun føler, at hun står de andre
(de to skak-dronninger) meget nær, og den ene af dem siger:
"Når du éngang har sagt en ting, bestemmer den det, og du må
tage konsekvenserne." Med andre ord, når tankerne er blevet
materialiserede, kan de ikke ændres, og du må tage de karmiske
konsekvenser. "Vågn op, I tunge ting," siger Alice til de to
sovende Dronninger, men de bare snorker.
Den Hvide Dronnings fiske-digt kan måske symbolisere
meditationsprocessen: Det er let et stykke hen ad vejen, men
det vanskelige er at "få låget af", dvs. at lade tankeprocessen
forløbe af sig selv, ellers er låget klæbet fast til skålen.
Hvad enten du tænker eller prøver at lade være med at tænke, er
det lige dårligt, "det ligger i midten".
Og Alice er klar over, at det var en drøm, men hvem var
det, der drømte det altsammen?
Den sidste linie siger: "Livet, hvad er det andet end en
drøm?" Der er ganske klart, at Lewis Carolls bøger er
gennemtrængt af transcendental indsigt. I virkeligheden er
bøgernes enorme poetiske kraft en manifestation of forfatterens
218