Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

afdelingen et princip til at vurdere, om tuben er gledet. Når tuben er rigtigt lagt ned,
klippes et plasticstykke af et sugekateter, svarende til afstanden mellem tubens tilkoblings
sted og næsen, hvor tuben er tilplastret. Dette stykke hænges op et bestemt sted
på et i.v. apparatur. Sygeplejerskerne opdagede, at kateterets længde havde ændret sig.
Hændelsen sker lige efter at røntgensygeplejersken har været der og taget et røntgenbillede
af thorax, netop med henblik på, at billedet kunne dokumentere, at tuben sad
rigtigt. Det afklippede stykke var nu kortere end barnets synlige tubestykke. Overlægen
var til stede. Han ville gøre akut klar til en ny intubation (OP), inden han ville forsøge at
skubbe den siddende tube længere ned. Det var tydeligt, at stemningen pludselig ændrede
karakter til, at dette kunne være en kritisk situation, hvor barnet måske ikke var i
stand til selv at trække vejret på et tidspunkt, hvor tuben ikke sad rigtigt. Blodprøverne
var ikke gode. De viste tegn på, at barnet ikke selv var i stand til at trække vejret
tilstrækkeligt til en god iltforsyning. Pludselig var lægen og jeg de eneste på stuen og
lægen siger: ”sug klar!” Ups, tænkte jeg, hvad skulle jeg lige gøre! Jeg måtte jo først
vaske mine hænder. Herefter gik jeg over til væggen, hvor alverdens remedier var hængende.
Det er 25 år siden, jeg sidst har arbejdet med sug, og jeg har aldrig arbejdet på et
intensivt afsnit, så ...... Jeg fandt dog hurtigt suget, og heldigvis var Hanna og Karen nu
tilbage på stuen efter at have hentet det, de hver især var løbet efter. Jeg langede suget
uden kateter over til Hanna, som sagde, at jeg skulle åbne suget. Men hvordan var det
nu lige, det skulle gøres? Jo, der på siden var en ”knap”, der kunne åbne. ”Hvor meget
skal jeg lukke op?” -spørger jeg? ”Helt op” er svaret, og jeg lukker helt op. Endnu en
sygeplejerske er kommet til. Tre sygeplejersker er nu i gang med forskellige ting. Karen
gør medicin klar. Hanna ventilerer. En tredje sygeplejerske stiller alle ting frem til ny
intubation. Lægen er helt tydeligt den, der dirigerer. Men meget bliver ikke sagt, bare
gjort. Lægen har hele tiden stået ved barnets hoved, travlt optaget af at ventilere. Efter
Hanna har overtaget ventileringen, får lægen klippet plasteret af og mingelerer tuben
længere ned. En laryngoskopi viser, at tuben faktisk ligger for langt nede nu. Vi får alle
lov at kigge i laryngoskopet. Stemningen letter. Tuben bliver trukket lidt tilbage og
herefter fixeret af lægen. Der blev klippet nyt rør, som målepind for den nye tube.
Disse eksempler giver et indtryk af den kompleksitet og kontekstafhængighed, som
sygeplejersker arbejder under. Betydningen af mentalt og kropsligt at have internaliseret
et handleberedskab danner grundlaget for at kunne handle og kommunikere adækvat i
den konkrete situation. Det frigør energi til at skabe overblik, samarbejde og skabe et
intenst fokus på barnet. Meget lidt er nødvendigt at kommunikere med ord, fordi de
involverede tilsyneladende tænker fagligt på stort set samme måde og supplerer
hinandens handlinger på en usagt måde. En tydelig arbejdsfordeling med lægen som den
overordnede tages helt for givet. Flere typer af objektiverede betydningsstrukturer er i
spil samtidig. Flere typer af opgaver filtrer sig ind i hinanden og udgør en arbejds-