Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

Kapitel 10
En analyse af sygeplejeuddannelsens bekendtgørelser
For at en sygeplejerske kan opnå autorisation, må hun opfylde de uddannelsesmæssige
krav, som er fastsat ved lov af undervisningsministeren (Sundhedsstyrelsen 2006).
Uddannelsesmæssige krav kan derfor forventes at udgøre en regulerende faktor for
færdiguddannede sygeplejerskers handlemåder 113 . Sygeplejeuddannelsens bekendtgørelser
siden 1957 114 analyseres derfor med henblik på, om der her er hjælp at hente i
forhold til at definere ”sygeplejefaglig metode” 115 .
Denne analyse rummer et analytisk fokus på hver af de fire anordninger/bekendtgørelser,
som siden 1957 har udgjort den lovgivningsmæssige ramme for sygeplejeuddannelsen.
Relevante betydningsstrukturer udgøres af både direkte og indirekte italesættelse
af ”metode”. Analysen må derfor indeholde såvel dokumentets sprogbrug som
ordenes betydning.
Idet det er de seneste to uddannelsesbekendtgørelser, som eksplicit inddrager termen
”sygeplejefagets teori og metode”, vil analysen heraf være mere omfattende og
fortolkende end analysen af de første to uddannelsesanordninger. De citerede ord, som
tillægges særlig betydning i forhold til relevansstrukturer, fremhæves med kursiv.
113 At lovgivningsmateriale imidlertid ikke nødvendigvis medfører den forventede ændring af praksis,
fremgår eksempelvis af Per Maegaard Poulsens undersøgelse af Psykiatriloven af 1984 113 , hvis
hovedformål var ”at belyse, hvorledes loven har fungeret i praksis i perioden 1991-1993 med
hovedvægten lagt på klinisk-administrative aspekter” (Poulsen 1996:10). Undersøgelsen viste, at
implementeringen af eksempelvis ”behandlingsplaner” ikke havde fundet sted, fordi de var
”ressourcekrævende”, og at de af mange blev vurderet som ”uanvendelige” (ibid:13-14),
(Svanholm:2000). Konstruktionen af ”metode” i forlængelse af forståelsen af uddannelsesbekendtgørelser
som en regulativ kilde for den sociale rationalitet i praksis, må derfor ses i lyset af en dialektik, hvor
sygeplejerskerne som aktører kan tænkes at have an væsentlig indflydelse. Dette forhold indgår som en
væsentlig parameter i den empiriske undersøgelse.
114 Loven af 25. maj 1956 om sygeplejersker og Anordning af 30. januar 1957 erstatter Lov nr. 140 af 26.
april 1933 (revideret i 1942 og 1951) om autoriserede sygeplejersker Sygeplejerskeuddannelsens formelle
grundlag fremgår således af: Anordning om sygeplejerskeuddannelsen. Indenrigsministeriets anordning af
30. januar 1957 (Indenrigsministeriet 1957). Anordning om sygeplejerskeuddannelsen nr. 37 af 30.
januar 1979 (Indenrigsministeriet 1979). Bekendtgørelse om Sygeplejerskeuddannelsen. nr. 143 af 2.
marts 1990 (Undervisnings- og Forskningsministeriet 1990) og Bekendtgørelse nr. 232 af 30 marts
2001(Undervisningsministerier 2001).
115 Der er lavet flere undersøgelser af sygeplejens historie, hvor sygeplejeuddannelsens lovgrundlag i
nogen grad har været inddraget. Således har Kirsten Frederiksen eksempelvis igennem en Foucault
inspireret undersøgelse bl.a. haft fokus på, hvordan den danske sygeplejeuddannelse kommer i stand i en
glidende bevægelse fra stuekone til sygeplejerske. Der afdækkes en ”ordentlighedsstrategi” i perioden
frem til år 2000 (Frederiksen 2005). Birte Hedegaard Larsen har også igennem en Foucaultinspireret
undersøgelse inddraget uddannelsesordninger fra sygeplejeuddannelsen mellem 1975 og 2001 med
baggrund i en tese om to forskellige diskurser, som sygeplejen italesættes i forhold til: En lægefaglig,
hvor sygeplejefaget i sin helhed betragtes som lægekontrolleret og en sygeplejefaglig, hvor faget
betragtes som et selvstændigt fag komplementært til lægens (Larsen 2005).