Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

23.2.1.1 Krav om effektiv bevisførelse
Med et stigende eksternt krav om dokumentation og bevisførelse for effektive
interventioner og de derved definerede legitimitetsproblemer for sygeplejersker, er
”evidens” blevet et relevant begreb i forhold til evaluering og kontrol. De empiriske
data involverer forskellige typer af evidenstilgange- og kilder. Men der er en tendens til,
at omverdenskravene påvirker evidenskravet i en retning, som kan relateres til de idealtypiske
medicinske, systemverdensorienterede/bureaukratisk regelstyrede og teknologiske
sygeplejefaglige metoder. Medmenneskelige handlemåder tages tilsyneladende for
givet på det ledelsesmæssige og politiske niveau, hvor der dog også er en interesse for
patienttilfredshedsundersøgelser.
På baggrund af en etymologisk undersøgelse konkluderer blandt andre Kattie Eriksson
om evidens:
”Rent språkligt kan man säga att evidens betyder att veta, ha en uppenbar visshet,
att se, erfara og känna. Evidens refererer til något naturligt, uppenbart, påtagligt,
sant och äkte” (Eriksson 1999:18).
Sat i relation til sygeplejen udtrykker Kattie Eriksson sig således:
”Evidens i vårdandet uppnås inte enbart med hjälp av den vetenskapeliga
kundskapen och olika forskningsresultat, uten genom en förening af av huvudets,
handens och hjertats logik med vårdandets ethos, caritas. (Eriksson 1999:2).
I forhold til denne udlægning skal sygeplejefaglig metode relateres til såvel
videnskabelig viden (”hovedet”), det praktiske og tekniske (”hånden”) og det etiske og
moralske (”hjertet”) (ibid:19). Også sygeplejeteoretikerne Kari Martinsen (Martinsen
2005:115-132) og Jean Watson (Watson et al 2003) anlægger et bredt syn på evidensbegrebet
i sygeplejen, hvor åbenheden overfor patientens udtryk, forståelsen for patienten,
det historiske og situationsbundne fremhæves som lige så betydningsfuldt som en
videnskabsbaseret viden.
”Evidensbaseret praksis” er et begreb, der oprindeligt kommer fra evidens baseret
medicin (EBM). EBM defineres som
“The conscientious and judicious use of current best evidence from clinical care
research in the management of individual patients (Sackett et al 1996)” (Egerod
2005).
Det er bemærkelsesværdigt, at det er ordet “care” der anvendes i denne definition, når
den medicinske forskning, som fremført af Wulff, hovedsageligt bygger på et
naturvidenskabeligt grundlag, og er fokuseret på diagnostiske og behandlingsmæssige
undersøgelser og primært anvender kontrollerede behandlingsforsøg som videnskabelig
metode (Wulff 1994). Om formålet med EBM lyder det:
”The aims of EBM include information management, cost containment and
optimization of patient care, while the means are the integration of research
evidence, clinical expertice and patient preferences (Wharton 1999). Research
evidence includes patient-centred clinically relevant research, and it is assumed