Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

oversygeplejerskens udtalelser understøttet af formelle organisationsdokumenter, sættes
”kvalitet” og ”visioner” i relation til følgende: 1) Uddelegering af fagligt ansvar til
ledere og sygeplejersker i sengeafsnittene med henblik på, at de skal omsætte,
operationalisere og implementere den centrale ledelses beslutninger. 2) Udvikling skal
ske ud fra den ”bedste” ressourceudnyttelse indenfor ”de givne økonomiske rammer”.
3) At få mest muligt ud af indsatsen. 4) Specialisering ud fra diagnoser i retning af mere
intensiv, målrettet og struktureret ”behandling”. 5) Reduktion af indlæggelsestiden. 6)
Patienterne skal opleve et struktureret, effektivt og sammenhængende indlæggelsesforløb.
7) Prioriteringer ud fra det, man fra ledelsen vil satse på. 8) Udarbejdelse af
standarder som minimumskrav – uddannelse af sygeplejerskers kompetencer i forhold
hertil. 9) Anvendelse af den mest effektive dokumenterede behandling.
Relevansstrukturerne, der fremgår af disse kvalitetsbeskrivelser kan alle relateres til
”den rationelle organisation” med specifikke værdi-ideer, der kan relateres til New
Public Management, indlejret. Der er forventning om, at det, der er planlagt, direkte
føres ud i livet af organisationen, der mest af alt ligner en maskine (Dahler-Larsen
1998:30). Arbejdsdeling, koordinering, hierarki og en unitær ledelsesstruktur har til
hensigt at sikre optimal forudsigelighed og hermed orden i de faktiske handlinger i
forhold til målene (ibid). I forhold til de modsætningsfyldte relevansstrukturer, der var
forbundet med institutionaliserede rutiner forstås, at sygeplejerskerne på den ene side
kan opleve de ledelsesmæssige forventninger befordrende for at få skabt den
terapeutiske ro, som de higer efter. Derfor bruger de også meget tid på planlægning og
uddelegering af opgaver. På den anden side agerer de i et uforudsigeligt miljø, hvor alt
ikke kan planlægges og sætte sig igennem som rationelle handlinger. Modsætningsfyldte
strukturer kan her eksemplificeres ved at sætte oversygeplejerskens relevansstrukturer
overfor patientens. Oversygeplejersken udtrykker, at den bedste behandling
ikke er indlæggelse, og hun henholder sig så i øvrigt til handlemåder, der har dokumenteret
effekt. En patient siger direkte i forbindelse med hans udskrivelse til sin kontaktsygeplejerske,
at han har skullet vænne sig til, at det ofte er sygeplejerskerne, der
”sætter dagsordenen” og ser, hvilke behov, man har. For ham har det været godt at
slippe ansvaret for en tid og opleve, at det er i orden. Ikke at tale, når man ikke orker.
Samme patient udtrykker sin tilfredshed med sit indlæggelsesforløb ved at sige til
sygeplejerske Hanne: ”Det er sådan din facon. Din udstråling og din bestemthed”. For
sygeplejerskernes måde at handle på er der en tendens, der peger i retning af, at hendes
autonomi indskrænkes og handlingsgrundlaget i stigende grad styres af handlingsanvisninger,
der har dokumenteret effekt. Disse handlemåder kan relateres til de idealtypiske
medicinske og systemverdensorienterede/bureaukratisk regelstyrede. Samtidig er der en
tendens, der peger i retning af, at den enkelte sygeplejerske påtager sig det ansvar for
patienten, som hun finder nødvendigt, og at hun med udgangspunkt i en forståelse for
den konkrete patient og med sig selv som redskab gør det, HUN finder mest