Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

intensive sengeafsnit, hvor sygeplejersken var ansvarlig for en patient over en hel vagtperiode,
eller på det psykiatriske sengeafsnit, hvor sygeplejersken bag en lukket dør i et
afgrænset tidsrum kunne observere og målrettet og terapeutisk samtale med patienten.
Også fælles forskningsbaserede og evidensudviklende projektforløb mellem læger og
sygeplejersker indgår i den proces, der fremmer handlemåder, der kan relateres til
idealtypisk medicinsk orienterede sygeplejefaglige metode. Eksempler på dette er fra
det kirurgiske sengeafsnit, hvor der blev arbejdet med ”accelererede patientforløb” og
også i det psykiatriske sengeafsnit, hvor der blev arbejdet med udvikling af
forløbsstandarder. Der er empirisk belæg for at påstå, at hvis økonomiske faktorer
imidlertid prioriteres frem for den behandlingsmæssige faglige vurdering, risikerer disse
faktorer at forringe betingelserne for handlemåder, der kan relateres til den idealtypisk
medicinsk orienterede sygeplejefaglige metode. Et forhold, som jeg senere vil uddybe.
På det medicinske sengeafsnit blev sygeplejerskernes praktiske og teoretisk erfaringer
brugt som grundlag for at udarbejde standardplejeplaner med instrumentelle anvisninger
til brug for både læger og sygeplejersker.
Mellemværende variable, der støtter denne proces, omfatter at sygeplejerskerne får den
tilstrækkelige undervisning og vejledning, som gives af eksperter indenfor det
medicinsk naturvidenskabelige område, og at sygeplejerskerne har mulighed for at
specialuddanne sig. Undervisning af læger samt mulighed for specialuddannelse var
udpræget i det intensive sengeafsnit, hvor daglig vejledning fremmede såvel den
naturvidenskabelige forståelse som handlingsberedskab. På det kirurgiske var det en
projektsygeplejerske eller nøglepersoner, der varetog undervisning i forbindelse med
implementering af ny projekter. I det medicinske var det sygeplejerskerne, der med
deres erfaring viste vejen for uerfarne læger og sygeplejersker, og i det psykiatriske
sengeafsnit var nogle sygeplejersker involveret i projekter, hvorimod der ikke var
beviser på undervisning eller vejledning fra læger.
Den præstation, der kommer ud af den igangværende programteoretiske proces med
virkning af de mellemværende variable er, at patienterne er indlagte så længe, det
vurderes behandlingsmæssigt formålstjenligt. For såvel det kirurgiske, det medicinske
og det psykiatriske sengeafsnit var ”udskrivelse” på dagsordenen fra den dag, patienten
blev indlagt. ”Behandlingsmæssigt formålstjenligt” er empirisk meget tæt sammenvævet
med kravet om produktivitet, eller en holdning om, at det ikke er godt for
patienten at være indlagt. Herved viser de økonomiske relevansstrukturer at udgøre et
stort pres. Men når dette pres skaber opmærksomheden på at arbejde intensivt og
målrettet med observation og behandling på en måde, der gavner behandlingsforløbet,
har det en fremmende effekt for handlemåder, der kan relateres til idealtypisk medicinsk
orienterede sygeplejefaglige metoder.
Under præstationen indgår også den variable, der drejer sig om at udnytte patientens
ressourcer i den udstrækning, at det er behandlingsmæssigt hensigtsmæssigt. I det