Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

ikke har udfyldt patientens ”visitkort” 353 . Lone virker upåvirket og forklarer, at der ikke
har været tid.
At sygeplejerskerne ikke reagerer viser, at denne form for kommunikation mellem læger
og sygeplejersker er institutionaliseret som en vanlig og selvfølgelig kommunikationsmåde.
Lægerne taler i deres eksakte termer og forventer, at sygeplejerskerne svarer på
en måde, der tilpasses lægernes diskurs.
Ud over, at lægerne verbalt dominerer, er sygeplejerskerne underlagt den usikkerhed,
der er forbundet med, om lægerne pludselig skal noget andet og derfor må afbryde
forstuegangen. Eksempelvis rejser lægerne sig midt under seancen og går. Kirsten, der
ellers har ventet, kommer ikke til at gå forstuegang til trods for, at hun havde brug for at
få afklaret et presserende problem.
Forstuegangen viser en institutionaliseret kommunikativ adfærd, som demonstrerer
eksistensen af to forskellige subuniverser. Dette kan relateres til et historisk under-
/overordningsforhold mellem læge og sygeplejerske (Frederiksen 2005; Larsen 2005
m.fl). Dette forstærkes af lokale institutionaliserede adfærdsmønstre. Forstuegangen
rummer sædvanligvis ikke mulighed for, at sygeplejerskerne her møder social anerkendelse
af bestemte måder at handle på i forhold til typiske problemstillinger, relateret til
patienternes indlæggelsesforløb. Kun en konkret fastholdelse i at overholde særlige
standardiserede forskrifter, som for eksempel visitkort, skaber nogen socialisering i
forhold til måden, hvorpå der skal handles i en bestemt situation. Det virker imidlertid
mere som faglige magtmanifestationer, hvor der begge veje henvises til overholdelse af
regler/standarder, end en dialektisk socialisering ind i et fællesskabs betydningstrukturer.
Der er et stort fagligt råderum overladt til sygeplejerskerne, når først behandlingsniveauet
er lagt.
Ad 2) Forstuegangen symboliserer, at her forhandles udskrivelser eller behandlingsniveau.
Det drejer sig om hele tiden at ”få ryddet op” og være på forkant med strømmen
af patienter, der skal indlægges. Eller det drejer sig om at få præciseret eller besluttet
behandlingsniveauet, så de faglige og teknologiske ressourcer kan tilpasses. Denne
hensigt samler de to subuniverser i en forenet strategi, men det subuniversære magtspil
gør, at de holder hinanden i skak vedrørende forsvarligheden i udskrivelser. Tonen,
specielt anført af lægen, kan i øvrigt ind imellem forekomme hård og kynisk for en
observatør. Der hersker enighed blandt de to faggrupper om nødvendigheden af at
udskrive alle de patienter, det er fagligt forsvarligt at udskrive. Herved eksisterer et
implicit fælles formål, rettet mod sengeafsnittets funktion. Inge plejer en kvinde, der har
353 Visitkort er et lille kort, som patienten skal have udleveret i starten af sit indlæggelsesforløb med
henblik på at være tildelt en ”sundhedsfaglig kontaktperson”, som skal sikre et sammenhængende og
koordineret patientforløb og udskrivelse. Både en læge og en sygeplejerske skal være skrevet på kortet. Er
et tiltag i afsnittet i forbindelse med et projekt, som Sundhedsministeriet har iværksat. Sygeplejerske Tove
fortæller senere, at visitkortet ikke virker efter hensigten og at det slet ikke er de personer, som patienten
møder under indlæggelsen. Det gør det vanskeligt at introducere patienten til det, når det bliver udleveret.