Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

hurtigt at blive taget i anvendelse – at blive koblet til –og nedfælle sig som rutine og få
styrende virkninger på aktiviteter i organisationen. Forudsætningen er blot, at det
”installeres” på den rigtige måde (Røvik 1998:146. Det kan konstateres, at ”rask
tilkobling” som udtryk for et modernistisk værktøjsperspektiv, præget af en
udviklingsoptimisme, virker forførende og ordnende, når arbejdsvilkårene er pressede,
arbejdssituationen er yderst kompleks, og der hersker en begrænset institutionalisering.
Retfærdigvis overfor det kirurgiske og det psykiatriske sengeafsnit må også nævnes, at
der blev anvendt tilpasningsmekanismer, som betød, at sygeplejerskerne af og til
trodsede implementeringsforsøg og handlede på den måde, som den enkelte
sygeplejerske i modstrid med opskriftens hensigt fandt mest rigtigt. Eksempelvis i det
psykiatriske sengeafsnit, hvor det at samtale bag en lukket dør, skabte mulighed for at
demonstrere to typer af adfærd. En ”frontstage” adfærd, hvor handlinger dokumenteres i
standardiserede samtaleark og derved signalerer tilpasning. En ”backstage” 236 -adfærd,
hvor der blev handlet på en måde, hvor sygeplejerskens ansigt til ansigt relation med
patienten blev afgørende for sygeplejerskens konkrete handlinger, hvor kun en
begrænset del blev dokumenteret og indgik i en målrationel handleplan. Hvad der
imidlertid karakteriserer denne adfærd er, at den måde, hvorpå sygeplejersken lader sig
involvere forpligtende i en relation til patienten holdes skjult udenfor dette rum. Herved
adskiller legitimiteten af den type af handling sig fra den, der i øvrigt karakteriserer
begrænset institutionalisering.
For det medicinske sengeafsnit, som er kategoriseret midt på kontinuum af institutionaliseringsgrad,
drejede det sig især om at tilpasse sig eksterne krav for at vise sig
værdig til som sengeafsnit at ”overleve”. Med forekomsten af den generaliserede anden,
til at måle sin handlinger i forhold til, vil der nødvendigvis opstå en legitimitetskonflikt.
Enten reagerer sygeplejerskerne i modstrid med sig selv, hvorved de krænkes (Honneth
2006:115; Jacobsen & Kristiansen 2004:59). Dette skaber følelsen af afmægtighed, som
det eksempelvis fremgik af Berrits fortælling, hvor hun til sidst beslutter at dele sine
følelsesmæssige oplevelser med sine fagfæller. Eller sygeplejerskerne fralægger sig et
ansvar for deres handlemåder, som blev konsekvensen efter Berrits diskussion med sine
fagfæller. Herved forsøger de at adskille deres måde at handle på fra deres selv.
Gennem dialog og ”forhandling” (Berger & Luckman 2003:69) med afdelingssygeplejersken
bliver der skabt det billede, at sygeplejerskerne kan fralægge sig deres
ansvar. Herefter er sygeplejerskens samvittighed lettet. Afdelingssygeplejersken har
påtaget sig ansvaret for sygeplejerskernes handlemåder. Hun handler herefter ud fra det
236 Goffmans begreb ”backstage” kan relateres til den type af tilpasning, der i nyinstitutionel teori
udtrykkes med ”frikobling”. Dette henviser til, at selv om populære organisationsopskrifter både er vage
og for enkle i forhold til kompleksiteten i de opgaver, organisationen må løse, og selv om de opleves ikke
at være i overensstemmelse med de værdier, der er i organisationen, så vil moderne organisationer
alligevel opleve et pres fra institutionelle omgivelser i forhold til at inkorporere de tidsrigtige og legitime
opskrifter. En måde at tackle denne situation på er ved at sørge for at holde dem frikoblet, sådan at de
ikke i nævneværdig udstrækning får nogen styrende virkning for praksis. Der vil være forskel på, hvad
man siger, og hvad man gør (Røvik 1998:149).