Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

mekanisme, men som betyder en udelukkelse af den sygepleje, som flere sygeplejersker
egentlig mener, de burde yde samt en erkendelse af, at sygehuset på sigt ”nok ikke
overlever”. Altså en stemning af ”vi har givet op! Vi har ikke mulighed for at gøre det,
vi egentlig gerne vil som sygeplejersker. Løbet er kørt”. Som et alternativ til
resignationen/afmagten er dels en kritisk forholden sig og et internt sammenhold. Dels
en kritisk forholden sig til omgivelsernes krav, anført af afdelings/oversygeplejersken.
Til trods for en ihærdig argumentation op ad i hierarkiet synes denne kritiske forholden
sig dog ikke i nævneværdig udstrækning at have andet end en psykologisk betydning =
”det er håbløst at kæmpe op ad, men vi gør dog noget”. Det vil sige, at det umiddelbart
fremstår håbløst at udgøre aktørstatus på et højere beslutningsmæssigt niveau end
hvordan ”vi tilpasser os på afsnitsniveau”.
Denne paradoksale situation skærpes ved en meget fortravlet arbejdshverdag med
mange og varierede arbejdsopgaver, uro, afbrydelser og usikkerhed i forhold til hvornår
og hvem, der skal gå stuegang. Hvor stress i nogen udstrækning holdes i skak på
baggrund af mange års praksiserfaring (enkelte sygeplejersker har dog ikke mange års
praksiserfaring), men hvor en samtidig markant politisk og (over oversygeplejerskeniveau)
ledelsesmæssig afvisning af en opnormering af plejepersonale trækker i den
ene retning.
Som jeg ser det, får denne paradoksale situation indflydelse på den måde sygeplejerskerne
arbejder med deres sygeplejefaglige måder at gøre tingene på = metoder, knyttet
til deres praksis og derfor bliver denne beskrivelse relevant for projektets
problemformulering.
Jeg vil bygge analysen op over følgende afsnit 1) sygeplejerskernes paradoksale
situation 2) nye – primært elektroniske redskaber, som er pålagt afsnittet, 3)
sygeplejerskers (og lægers) behov for standarder, 4) betydninger og konsekvenser i
forhold til ”metode”, 5) en perspektivering og endelig 6) en konklusion
2.1 Sygeplejerskernes paradoksale situation
Sygeplejerskernes paradoksale situation synes at være bundet op af på den en side deres
vilje og kampgejst på den anden side en resignation og afmægtighed.
På den ene side var der en ganske særlig atmosfære i afsnittet af sammenhold. En
tværfaglig del af personalet kendte hinanden meget godt, talte meget sammen, drillede
hinanden, diskuterede. Mange sygeplejersker kendte hinanden meget godt, fordi de
måske havde været i fast nattevagt sammen i mange år, er fra lokalområdet og har kendt
hinanden i en lang årrække eller de har været igennem nedlæggelser og omstruktureringer
og dermed fælles omfattende omstillingsprocesser. Der var altid meget snak
og til trods for, at mange oplevede sig presset og fortravlet, oplevede jeg en positiv
atmosfære og vilje. Og en gennemgribende humoristisk sans, der ofte i kaffestuen
skabte latter. Jeg oplevede ikke, at nogen ikke var inkluderet i fællesskabet, men graden
af hvor tæt, man var bundet til fællesskabet og befandt sig som en del af ”familien”,
oplevede jeg, varierede.
Sygeplejerskerne gav udtryk for, at de oplevede, at de kunne noget, og at de gjorde en
forskel for patienterne. De var venlige og åbne i forhold til patientens umiddelbare
ønsker og behov, som blev tilfredsstillet i den udstrækning, at det var muligt.
Der var et godt samarbejde mellem sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne
med en arbejdsfordeling, som alle tilsyneladende var tilfredse med.
Sygeplejerskerne var tydeligvis dem, der var gruppeledere og havde det overordnede og
administrative ansvar, hvor social- og sundhedsassistenterne tog sig af mange af de
praktiske opgaver inkluderet medicinadministration (i en vis udstrækning) og
observationer. Der var en ligeværdig atmosfære mellem faggrupperne.