Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

konstitutionsfaktorer for hver enkelt case skønsmæssigt er søgt forklaret. De fire
idealtypiske sygeplejefaglige metoder, med deres indbyggede mål- (for den medicinske,
den systemverdensorienterede, den teknologiske) og værdibaserede (for den
medmenneskelige) rationalitet har i forhold til modeldannelserne været redskaber, der
for hver case har demonstreret betydningsfaktorer som hhv. fremmer eller hæmmer
målrationelle og/eller værdibaserede handlingstyper.
Resultaterne giver dokumenterede antagelser om, at visse kontekstuelle betingelser fører
til bestemte handlemåder. Med baggrund i modeldannelserne fra de fire cases er det nu
muligt at fremhæve de konstitutive faktorer, der i særdeleshed fremmer handlemåder,
der kan relateres til den enkelte idealtypiske sygeplejefaglige metode. Herved
konstrueres programteorier for hver af disse fire typiske handlemåder. Programteorierne
er således et udtryk for, at hvis bestemte karakteristika er til stede i forhold til den
enkelte indsats, øges sandsynligheden for at særlige rationelle eller værdibaserede
handlemåder fremmes. For hver handlemåde kan de forskellige karakteristika relateres
til de fire cases.
Herefter vil jeg i kapitel 23, ved at sammenligne de fire cases, analysere de
kontekstuelle betingelser, der kan relateres til de overordnede bagvedliggende variable.
22.1 Fremmende faktorer i forhold til handlemåder, der kan relateres
til idealtypiske medicinsk orienterede sygeplejefaglige metoder
Med behandling som indsats og handlemåder, der kan relateres til idealtypiske
medicinsk orienterede sygeplejefaglige metode som effekt, kan en programteori
illustreres som vist i figur 9.
Med behandling som indsats virker det fremmende med de bagvedliggende variable,
når disse omfatter forpligtelsen overfor det syge menneske. Et forhold, der var mest
udpræget i det intensive sengeafsnit, men som indirekte viste sig tydeligt i det
kirurgiske og medicinske sengeafsnit i sygeplejerskernes afmagt og frustration over ikke
at kunne nå det mest nødvendige; og for det psykiatriske sengeafsnit sygeplejerskernes
usikkerhed, når patienterne ofte fravalgte kontakt, hvorved muligheden for at observere
og behandle patienterne forringedes.