Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

og en stærk socialisering har den organiserede autonomi været størst. Sygeplejerskernes
oplevelse af handlefrihed har her været mest udpræget. Handlefriheden har imidlertid
været forbundet med en stærk forpligtelse overfor patienten og overfor det konkrete
sengeafsnit. Forpligtelsen rummer kravet til, at der handles på den ”rigtige måde”,
hvilket henviser til socialt accepterede relevansstrukturer, der er i overensstemmelse
med ”in-gruppens” anonyme forenede fællessynspunkt. Der er derfor tale om ”frihed”,
der skal forstås indenfor rammen af en social rationalitet. Hvor en traditionel
institutionalisering har været begrænset og sygeplejerskerne derfor svagt lokalt
socialiseret, har det været op til den enkelte på baggrund af sine erfaringer og værdier,
at handle på den måde, hun fandt mest rigtig. Dette gav ikke anledning til en oplevelse
af ”frihed”, men en hunger efter ”fælles fodslaw” og fælles sygeplejefaglige drøftelser i
forhold til handlemåder. Et desperat behov for anerkendelse var udpræget. Når regulative
strukturer i en sådan situation bliver dominerende, hvilket der er argumenteret for i
analysen finder sted, opleves dette af nogle sygeplejersker som befriende og en hjælp til
at handle på en meningsfuld og socialt accepteret måde. Dette skyldes, at sådanne
handlinger kan lægge grundlaget for anerkendelse og dermed generhvervelsen af en hel
eller delvis organiseret autonomi. Andre sygeplejersker, for hvem deres selv indeholdt
værdier, der var i modstrid med de værdier, der var indeholdt i de regulative strukturer,
måtte enten handle i modstrid med sig selv, fralægge sig et fagligt ansvar eller flygte.
Således er der i analysen argumenteret for, at konstitutionen af sygeplejefaglig metode
udspilles i et spændingsfelt mellem ”frihed” og ”determinisme”.
Denne undersøgelses væsentligste videnssociologiske bidrag kan sammenfattes i, at
”sygeplejefaglig metode” må defineres, forstås og forklares i lyset af den komplekse
virkelighed, som er sygeplejerskens. Definitionen af ”sygeplejefaglig metode” skabes
på baggrund af et dialektisk forhold mellem den enkelte sygeplejerske og hendes ageren
i et socialt hverdagsliv sammen med fagfæller i en organisation, hvor forskellige og
også modsætningsfyldte betydningsstrukturer er i spil. For sygeplejersker er det
vanskeligt at definere de ”metoder”, de anvender og i stedet må de henvise til deres
praksis og helt konkrete handlemåder. Dette kan forklares med henvisning til den
sekundære socialisering, der finder sted, når sygeplejersken aktivt internaliserer
institutionaliserede normative og regulative strukturer, som skaber grundlaget for at
tænke og handle på en bestemt måde. I praksis viser disse institutionaliserede
handlemåder sig i sygeplejerskers faglige udfoldelse som udtryk for et kropsliggjort
handlingsberedskab. Rutiner skaber reificerede måder at handle på, hvorved energi
frigives. Samtidig ”glemmer” sygeplejerskerne dog hvorfor de handler, som de gør,
hvilket lægger et grundlag for forklarings- og dermed legitimitetsproblemer.
Institutionaliseringsprocesser og socialiseringsprocesser er imidlertid ikke entydige,
men er betinget af forhold, der kan relateres til sygeplejerskens arbejdsrum, samarbejds-