Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

skærpet opmærksomhed mod, at de professionelle respekterer patientens ret til
selvbestemmelse (Svanholm 2000). Denne holdning er efterhånden som en regulativ
norm internaliseret i sygeplejerskerne og betyder, at de har en mere tilbagetrukket
tilbudsorienteret tilgang til patienten, som ofte foretrækker ikke at være i sengeafsnittet,
men at tage hjem eller være andre steder.
Patientens ansvar og ret til selv at vælge kan mindske sygeplejerskens reelle betingelser
og normer for handlinger, rettet mod den relationelle betydning af kontaktpersonordningen.
Situationen er kompliceret:
1) En dag overværede jeg, at telefonen ringede og en psykolog efterlyste en patient, som
skulle være kommet til samtale. Først mente personalet, at patienten var til madgruppe,
men så fandt de ud af, at det var en anden patient. Det plejepersonale, der talte i
telefonen, ville checke på patientens stue, om han var der. Hun meldte tilbage til
psykologen, at patienten havde det rigtig dårligt. Han kunne ikke komme i dag.
Tilsyneladende havde ingen været klar over, at patienten havde det meget dårligt og
puttede sig under dynen som hans eneste beskyttelses foranstaltning.
2) En sygeplejerske, Hanne, efterlyser under et formelt interview fælles
betydningsstrukturer i forhold til patienten. Hun siger:
”.............jeg synes, at der mangler... jeg synes at vi kunne havde god gavn af, at vi
satte os ned og fik lavet noget fælles fodslaw. Nu har vi godt nok det der med, at vi
kan mødes en halv time to gange om ugen, hvor vi sådan gennemgår patienterne.
Men det er gennemgang, ikke. Det er jo ikke sådan, at vi går i dybden og spørger
ind til: var der ikke noget med det, og hvad har vi tænkt os, så vi får nogle fælles
holdninger og også støtte i, at man så går ud og laver det der stykke arbejde. Man
ved at ens kolleger støtter op omkring det her, ikke.”
Sygeplejerskerne er i et dilemma, hvor et forhåndenværende formål om at respektere
patientens ret til at gå fra sengeafsnittet eller være alene på sin stue søges respekteret.
Men samtidig efterlyses et forhåndenværende formål om at indgå i et aktivt samspil
med patienten, hvor sygeplejerskerne gennem fælles socialt accepterede normer for
måden at handle på i konkrete situationer, er professionelt forberedt til denne opgave.
Kontaktpersonordningen tilstræber, at det er de samme mennesker, der er omkring patienten
under hele indlæggelsen, sådan at der er få skift og kun de nødvendige, som
involveres i behandlingen. Planlægningsmæssige forhold forhindrer imidlertid ofte
denne hensigt og får dermed indirekte konstitutiv betydning for sygeplejerskers mulighed
for at handle på den måde. En dag oplevede jeg, at der i en gruppe kun var en daglig
kontaktperson til samtlige gruppens 9 patienter (hvoraf dog ikke alle var i sengeafsnittet).
Sygeplejerske Lene siger under en uformel samtale på kontoret, at der kan være
rigtig meget personale om morgenen, men pludselig er alle væk.
Der er ingen tvivl om, at der på alle organisatoriske niveauer tillægges stor betydning til
relationen mellem patient og sygeplejerske. Men de aktuelle kontekstuelle betingelser
skaber legitimitetsproblemer for sygeplejerskerne i en situation, hvor patienten